uden portefølje i befrielsesregeringen.
og arbejdsmand. Han blev under indflydelse
af 1. Verdenskrig, den russiske revolution og
Danmarks Kommunistiske Parti. Aksel Larsen
og på DKP’s 13. kongres i december samme
år valgt til formand for partiet.
På besættelsesdagen den 9. april 1940 var
Kommunistisk Internationales eksekutivkomité.
den 22. april også mere end nogen anden til
at tegne partiets linje. Tilbage i København fik
tedes som led i partiets omstilling til illegalitet,
og en af hans første handlinger blev at
ekskludere søfyrbøder Richard Jensen, leder
for den danske afdeling af den såkaldte Wollweber-
sabotageorganisation, under anklage
for disciplinløshed. I de følgende måneder
fortsatte Aksel Larsen desuden sin offentlige
politiske virksomhed, tilpasset hensynet til bevarelsen
af partiets legalitet længst muligt. Han
kaldte i overensstemmelse med direktiverne
fra Moskva til kamp mod den såkaldte imperialistiske
krig og angreb i den første tid især
England som hovedansvarlig for besættelsen af
Danmark. Kravet var en fredsslutning hurtigst
muligt, som også - med henvisning til de tyske
erklæringer - forventedes at ville gengive landet
dets fulde frihed.
Efter Frankrigs fald i juni 1940 afsvækkedes
angrebene på vestmagterne til fordel for
en mere almen fordømmelse af krigen kombineret
med en skarpere afgrænsning fra den
tyske besættelsesmagt og tilpasningen til denne.
Samtidig fortsatte Aksel Larsen gennem
afvisning af tyskinspirerede love den forsigtige
obstruktion af besættelsesmagten i praksis, som
han havde indledt i maj med sin afvisning i
Folketinget af at sende arbejdere til Tyskland.
Den overordnede parole hed stadigvæk fred,
men han forbandt den nu med en orientering
mod dannelsen af en folkets regering - synonym
med en revolutionær magtovertagelse
- der kunne skabe mulighed for ved freden at
genvinde Danmarks nationale selvstændighed.
Især engagerede Aksel Larsen sig imidlertid
i en kamp mod den nationale samlingsregering.
Han vendte sig i maj 1940 skarpt imod
dens kriselove og anklagede her særlig de socialdemokratiske
ledere for at have udleveret
regeringsflertallet og bøjet sig for reaktionen
og dens nedskæringskrav. Han afviste i juli
1940 den nye bemyndigelseslov for en rekonstrueret
samlingsregering og gik hårdt i rette
med det nyetablerede nationale samarbejde på
Rigsdagen og dets påberåbelse af Danmark og
danskheden - og med Fritz Clausens danske
nazister. Hele tiden søgte han i disse måneder
at profilere DKP som det eneste parti, der
kæmpede for folkets og dermed for landets
interesser, og bestræbte sig i den forbindelse
også på at fremholde det socialistiske mål og
perspektiv og fremhæve Sovjetunionen som
eksempel på afskaffelsen af social og national
undertrykkelse.
Den 22. juni 1941 var Aksel Larsen i Jylland
på ferie og undgik arrestation. Efter hjemkomsten
til København først i juli påbegyndte han
et illegalt arbejde, der skulle få stor betydning
for udviklingen af den tidlige modstand. I første
række gjaldt det genopbygningen af partiet,
hvor han især bidrog til udformningen af
dets nye strategi, nationalfrontsstrategien, der
proklamerede kampen for Danmarks frihed og
Tysklands nederlag som det overordnede, og
skrev retningsgivende partidokumenter som
Teser a f 10. juli 1941 og Orientering om situationen.
Men han var også manden bag de første
illegale løbesedler, som DKP udsendte i juli
og august vendt mod den grundlovsstridige
behandling af partiet, og bag Danske Toner, udsendt
i september, der indeholdt “Talen som
burde være holdt i Folketinget den 20. august
1941” ved vedtagelsen af kommunistloven.
Han redigerede desuden fra starten i oktober
1941 sammen med Børge Houmann partiets
illegale blad Politiske Månedsbreve, senere Land
og Folk, og skrev i bladet. Aksel Larsen spillede
desuden en central rolle ved etableringen
af nationalfrontorganisationen Frit Danmark i
januar 1942. Han rettede omkring nytår 1941-
42 henvendelse til den konservative Christmas
Møller om et illegalt bladsamarbejde, og de to
enedes om at gå sammen om at udgive det illegale
blad Frit Danmark der så dagens lys i april
1942. Aksel Larsen fik også sæde i bladets redaktionskomité,
men kom dog til at stå mindre
centralt i arbejdet. Den 5. november 1942 blev
han arresteret og udleveret til Gestapo. Under
de efterfølgende forhør valgte han at tale, hvilket
allerede under besættelsen blev brugt mod
ham af ledende socialdemokrater, men afvist
af DKP. Den 28. august 1943 overførtes Aksel
Larsen til koncentrationslejren Sachsenhausen
og senere til Neuengamme, hvorfra han i april
1945 vendte hjem med de hvide busser. Han
blev minister uden portefølje i befrielsesregeringen.
I årene efter krigen vendte Aksel Larsen meget
sjældent tilbage til besættelsestiden. Han
overlod som formand for DKP og efter 1958
for SF stort set aktualiseringen af besættelseserfaringen
i politisk øjemed til andre. Men også
de historiske og erindringsprægede tilbageblik
var få og kortfattede. Således gik han i erindringsbogerne
Valget fra 1964 og Aksel Larsen
ser tilbage fra 1970 helt uden om besættelsestiden.
Hvad han gennem årene dog ønskede at
fremhæve var kommunisternes modstandsindsats,
hvor han fastholdt en kontinuitet fra den
9. april og frem, samtalerne med Christmas
Møller samt KZ-lejropholdet, hvorimod han
lige til sin død tav om Gestapo-forhøreme.
Privatarkiv, RA.
Tage Revsgaard Andersen: En studie i rødt,
hvidt og blåt, 1981. Kurt Jacobsen: Aksel Larsen
- en politisk biografi, 1993. H. Kirchhoff
og A. Trommer (red.): Vor kamp vil vokse og
styrkes, 2001.
Biografi ved Michael Kjeldsen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
