Biografi af Mogens Fog

Gå tilbage til personvisning
 
Fog, Mogens (9.6.1904-16.7.1990), professor,
medlem af Frit Danmarks hovedledelse
og af Frihedsrådet, minister for særlige anliggender
i befrielsesregeringen.
 
Mogens Fog voksede op i et intellektuelt og
radikalt miljø som søn af dr.phil. og redaktør
på Politiken Emil Fog. Krisen efter 1. Verdenskrig
og her især Landmandsbankens krak
i 1922 slog hans tro på det liberale samfund i
stykker og gjorde ham til kommunist. I 1924
meldte Fog sig ind i Danmarks Kommunistiske
Parti, og fra 1927 til 1929 sad han i hovedledelsen
og valgtes til organisationssekretær. I
de efterfølgende år helligede Fog sig imidlertid
lægegerningen og blev i 1934 dr.med. og i
1938 professor i neurologi, men bevarede sit
medlemskab af partiet.
 
Efter besættelsen 9. april 1940 fortsatte Fog
sin lægegerning. Han bakkede loyalt op om partilinjen
og afviste i den forbindelse også en opfordring
til at hjælpe den såkaldte Wollweber-
sabotageorganisation, der på dansk grund var
knyttet til kredsen omkring søfyrbøder Richard
Jensen. I foråret 1941 blev Fog imidlertid opsøgt
af partiformand Aksel Larsen, som han
gav tilsagn om at ville hjælpe partiet i tilfælde
af illegalitet. Men først i november-december
1941 blev kontakten til DKP’s ledelse etableret
og Fogs deltagelse i modstandsarbejdet tog sin
begyndelse.
 
Fog fik hurtigt en central stilling i den illegale
modstand. Han formidlede i december 1941
kontakten mellem Aksel Larsen og den konservative
Christmas Møller og var i de første
måneder af 1942 vært for tre-fire møder mellem
de to, der resulterede i udgivelsen af det
illegale Frit Danmark i april 1942. Fog fik selv
sæde i redaktionskomiteen og blev i marts 1943
- i kølvandet på politiets aktion mod redaktionen
i december 1942, der havde fået ham til
at gå “under jorden” - den ledende skikkelse
i den rekonstruerede redaktionskomité, senere
hovedledelse: toneangivende i redaktionsarbejdet,
ansvarlig for kontakten til grupperne og
redaktør for Frit Danmarks Nyhedstjeneste fra
lanceringen sidst i august 1943. Sideløbende
med engagementet i Frit Danmark knyttede
Fog fra april 1942 kontakt til SOE.
 
I sommeren 1943 inddroges Fog i de drøftelser
om en samling af illegale modstandsorganisationer,
der førte til dannelsen af Danmarks
Frihedsråd i september 1943. I Frihedsrådet
blev han repræsentant for Frit Danmark og fra
starten et af de toneangivende medlemmer.
Han var en drivende kraft bag udformningen
af programpjecen Naar Danmark atter er frit
fra november 1943 og i det hele taget den
som i skrift og tale oftest formulerede Rådets
standpunkt. Han kom desuden i særlig grad
til at tegne Frihedsrådet udadtil: Over for den
illegale presse som medlem af Frihedsrådets
Bladudvalg fra dets oprettelse i februar-marts
1944. Over for undergrundshæren som medlem
af Kommandoudvalget fra juni 1944. Og
over for politikerne. I offentligheden var Fog
tillige det eneste rådsmedlem som var kendt
som sådan. Arrestationen den 14. oktober
1944 satte ham ud af spillet, men ved det en-
gelske bombardement af Shellhuset den 21.
mans 1945 blev han mirakuløst reddet og
slap ud i friheden. Han genoptog hurtigt sit
modstandsarbejde, om end i en mindre central
position end tidligere. Under forhandlingerne
om befrielsesregeringen i april 1945 var Fog interesseret
i udenrigsministerposten, men DKP
havde andre præferencer, og han blev i stedet
minister for særlige anliggender.
 
I sit modstandsarbejde søgte Fog fra første
færd at fremstå som den uafhængige, lidet politisk
interesserede, medicinske professor - og
tkke som kommunist. Dette var budskabet til
offentligheden, lige fra han i sit første illegale
brev fra december 1942 bekendte kulør som
modstandsmand. Og det var hans ansigt inden
for modstandsbevægelsen: Inden for Frit
Danmark, hvor han med sine ord til Christmas
Møller i London søgte at holde sig “helt
überparteilich”’. Og i Frihedsrådet, hvor han
På det første møde den 16. september 1943
lagde vægt på at få fastslået at han ikke var
medlem af DKP og alene repræsenterede
Frit Danmark. Men Fog handlede hele vejen
gennem som kommunist og opretholdt også
tast kontakt med DKP’s ledelse. Han havde
bestandig efterkrigsperspektivet for øje og arbejdede
på at radikalisere modstanden i social,
systemkritisk retning for derigennem at åbne
for en kommunistisk magtovertagelse efter befrielsen.
Ikke mindst skulle til den ende Frit
Danmark udvikles som grundlag for en såkaldt
folkedemokratisk bevægelse. Fogs bestræbelser
led skibbrud.
 
I årene efter krigen, også efter bruddet med
DKP i 1956-1958, vendte Fog ofte tilbage til
besættelsestiden. I første række i forbindelse
med modstandskampens store mærkedage -
29. august og 4.-5. maj - som han også brugte
til en politisk aktualisering af modstandserfarmgerne.
Men også i historiske og erindrings-
prægede artikler, anmeldelser, debatindlæg
og interview og i erindringsbindet Efterskrift
1904-45. Fog fremhævede gennem alle årene
konflikten mellem samarbejde og modstand
som besættelsestidens egentlige problematik.
Bruddet den 29. august 1943 så han som en
afgørende sejr for den aktive modstand, selvom
samarbejdspolitikken efter hans mening vedblev
at kaste sine skygger også under departementschefstyret.
Han afviste al tale om et
planlagt kommunistisk kup ved befrielsen, men
var på den anden side tavs om de magtambitioner,
han og kommunisterne faktisk havde haft.
Indsatsen i den nationale frihedskamp var det,
Fog ville huskes for. 
 
Arkiv, RA.
Elias Bredsforff (red.): En bog om Mogens Fog,
1991. Michael Kjeldsen: “Kampen er endnu
ikke slut”. Mogens Fogs dagbog april 1945, i
Historie 1999, s. 217-258.

Biografi ved Michael Kjeldsen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s