Biografi af Alfred Jensen
Gå tilbage til personvisning
Jensen, Alfred (7.7.1903-3.1.1988), næstformand
og senere fungerende formand for
Danmarks Kommunistiske Parti, medlem af
Frihedsrådet og trafikminister i befrielsesregeringen.
Alfred Jensen voksede op i et socialdemokratisk
sindet arbejderhjem som søn af en
vejmand ved Århus kommune. Han meldte
sig ved årsskiftet 1917-18 ind i Socialistisk
Ungdomsforening, men opposition til Socialdemokratiets
borgfredspolitik under og efter 1.
Verdenskrig kombineret med begejstring for de
russiske bolsjevikker fik ham i oktober 1919 til
at bryde med det partitro flertal i Århus og vælge
den revolutionære vej. Sin ledende stilling
inden for DKP opnåede Alfred Jensen samtidig
med lanceringen af folkeffontspolitikken efter
1935: Han valgtes i 1936 til centralkomiteen
og i 1938 til næstformand. I 1936 blev han
desuden medlem af Folketinget.
Efter besættelsen den 9. april 1940 fik Alfred
Jensen sæde i DKP’s illegale tremandsledelse,
og samtidig fortsatte han i overensstemmelse
med direktiverne fra Moskva sit legale
arbejde. Han angreb her samlingsregeringen og
særlig de socialdemokratiske og faglige lederes
eftergivenhed i den nationale samlings navn og
søgte at profilere kommunisterne som eneste
forsvarer af arbejderklassens interesser. Alfred
Jensen blev arresteret den 22. juni 1941 på
Samsø, men undslap politiet på Københavns
hovedbanegård. Han forblev derefter på fri fod
resten af besættelsen.
Sin store betydning for DKP fik Alfred Jensen
efter arrestationen af Aksel Larsen i nov.
1942, hvor han blev fungerende formand. Han
var toneangivende i udformningen af partiets
politik og her især af efterkrigspolitikken, der
sigtede mod en magtovertagelse efter befrielsen
støttet på modstandsbevægelsen og et socialistisk
enhedsparti, og han førte også pennen ved
udarbejdelsen af centrale programmatiske skrifter
som Vi kæmper for et sandt Demokrati (1943)
og Folkets vilje - landets lov (1944). Med sigte
på efterkrigstiden henvendte Alfred Jensen sig i
december 1943 sammen med forfatteren Hans
Kirk til den københavnske borgmester H.P.
Sørensen for at undersøge muligheden for en
sammenslutning af DKP og Socialdemokratiet.
Og i februar 1944 førte han samtaler om enhed
med H.C. Hansen, men rejste også spørgsmålet
om DKP’s legalitet og regeringsdeltagelse
efter krigen. I januar 1945 afløste Alfred Jensen
den sygdomsramte Børge Houmann som
DKP’s repræsentant i Frihedsrådet og indtrådte
også i Kontaktudvalget. I månederne efter,
og ikke mindst efter udvidelsen i april 1945,
spillede han en central rolle i rådsarbejdet. I
februar-marts repræsenterede han sammen
med Frode Jakobsen Frihedsrådet under rådslagningerne
i Stockholm om forhandlingslinjen
over for politikerne, og i april forhandlede
han med Modstandsbevægelsens sønderjyske
Råd om holdningen til det tyske mindretal.
Ligeledes i april udarbejdede han sammen
med Dansk Samlings Niels Banke et forslag
til økonomisk og socialt program for Frihedsrådet,
der var tænkt som regeringsgrundlag for
befrielsesregeringen og platform for det radikale
efterkrigsopgør, kommunisterne ønskede
gennemført som led i magtovertagelsen. Men
forslaget strandede på Frode Jakobsens modstand.
Igennem foråret arbejdede Alfred Jensen
desuden på at sikre modstandsbevægelsen
en ledende stilling i befrielsesregeringen. Han
ønskede Christmas Møller som statsminister,
men måtte renoncere og støttede ham derefter
stærkt som udenrigsminister. Han måtte også
opgive at få Arbejdsministeriet til kommunisterne
og acceptere at blive trafikminister.
I årene efter krigen arbejdede Alfred Jensen
vedblivende på at holde besættelseserindringen
levende. I første række i politisk øjemed, hvor
han særlig i forbindelse med de store mærkedage
gjorde brug af “arven fra besættelsen”
som våben i DKP’s aktuelle kamp. Men også
med et historiebevidsthedsskabende sigte, hvis
grundlag blev lagt i 1945 med pjecen Kommunisterne
under besættelsen og siden udbygget
i artikler, anmeldelser og debatindlæg, i pjecen
Kommunisterne og modstandsbevægelsen fra 1975
og erindringsskitsen 65 år med Marx for socialisme
og fred fra 1983 og i taler og interview.
Alfred Jensen fremhævede gennem alle årene
kommunisternes konsekvente modstandslinje,
først under legale forhold - mod nedskæringer
og tyskinspirerede love - og siden i illegaliteten
efter 22. juni 1941, men tav om deres fordømmelse
af vestmagterne før angrebet på Sovjetunionen,
der reelt betød en støtte til Tysklands
krig. En selvbevidst historie var det, hvor han
betonede DKP’s pionerrolle i den tidlige mod-
stand og særlige bidrag til sejren over samarbejdspolitikken
29. august 1943 - og på den
anden side gjorde især Frode Jakobsen til syndebuk
for partiets fejlslagne efterkrigsplaner.
Han lagde i den forbindelse og i modsætning
til Børge Houmann under deres strid i 1981
heller ikke skjul på, at kommunisterne fra starten
havde ønsket Frihedsrådet opretholdt efter
befrielsen og forpligtet på at stå i spidsen for
et opgør med samarbejdspolitikerne.
Alfred Jensen og Ragnhild Andersens arkiv,
ABA.
Biografi ved Michael Kjeldsen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
