Biografi af Jørgen Johannes Diemer

Gå tilbage til personvisning
 
Diemer, Jørgen (10.9.1916-23.9.2002), korrespondent,
leder af Dansk Samlings partikontor.
 
Efter realeksamen havde Diemer ophold
på Askov Sløjdskole og var ude at sejle med
skoleskibet Fanø. Derefter blev han uddannet
hos F.L. Smidth & Co. som tresproglig
korrespondent samt i bogholderi og regnskab.
Han indmeldte sig under valgkampen i 1939
i Dansk Samling, hvor han fik sin regelmæssige
gang på partikontoret, der lå nær hans
arbejdsplads. 1940-42 var han sammen med
Egil Barfod og Jørgen Staffeldt medlem af
det økonomiudvalg, som sammen med Arne
Sørensen og Paul Holt udgjorde partiets daglige
ledelse. I juni 1940 fik han orlov fra F.L.
Smidth, formelt for at hjælpe Vilh. la Cour
med noget udgiverarbejde, men reelt for at
overtage ledelsen af Dansk Samlings partikontor,
en stilling, han ansattes i pr. 1. okt. 1941.
Diemer var organisator snarere end ideolog, og
han kom til at stå for tilrettelæggelsen af Dansk
Samlings nationalt-provokatoriske møder samt
den halvillegale distribution af Vilh. la Cours
pjecer og lignende udgivelser.
 
Fra foråret 1942, da faldskærmschefen
Christian Michael Rottbøll trådte i forbindelse
med Dansk Samling, blev Diemer involveret
i arbejdet med at fremskaffe illegale logier til
agenterne fra SOE og sendesteder for radiotelegrafister.
I foråret 1943 blev han gennem
Arne Sørensen sat i forbindelse med godsejer
Flemming Juncker, for hvem han kom til at
fungere som assistent ved organiseringen af
modtagegrupper i Jylland med afsæt i Dansk
Samlings kontakter. Diemer opgav derfor den
praktiske ledelse af partikontoret efter folketingsvalget
i marts 1943. Omkring 1. nov. 1943
kaldte Arne Sørensen ham tilbage til København
for at organisere Dansk Samlings illegale
bogproduktion, der foregik under navnet Skipper
Clements Forlag.
 
Diemer blev arresteret 4. marts 1944 og
kom via Vestre Fængsel samt Horserød- og
Frøslevlejren til KZ-lejren Neuengamme, hvorfra
han sendtes til filiallejren Porta Westphalica.
Efter hjemkomsten med de hvide busser
genoptog han sit arbejde for Dansk Samling,
som han dog måtte opgive allerede i efteråret
1945 pga. dårlige nerver og en unormal træthed,
der viste sig at skyldes tuberkulose. Under
sin sygdomsperiode følte han sig droppet af
partiet og havde heller ikke lyst til at vende
tilbage til F.L. Smidth, hvorfor han med afsæt
i sin gamle sløjduddannelse startede egen virksomhed
i trævarebranchen. I 1972 indmeldte
han sig pga. EF-modstand i Socialistisk Folkeparti,
hvor han endte som formand for partiet
i Roskilde Amt. 
 
Beretning 1948 til Jørgen Hæstrup, RA og FM
5K-21. Beretning 1962 til Terkel Engberg og
arkiv vedr. Dansk Samling, FM 5K-21. Korrespondance
i Aage Trommers forskningsarkiv,
HSB.
Jørgen Diemer: Porta i Westphalen, i Anders
Georg (red.): I tysk Fangenskab, 1945, s. 109-
118.

Biografi ved Henrik Lundbak fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s