Biografi af Ejgil Larsen

Gå tilbage til personvisning
 
Larsen, Eigil (29.5.1903-27.2.1972), sabotageleder.
 
Eigil Larsen var født i København og uddannet
som skibsbygger på Orlogsværftet. Han
var i begyndelsen af 1930’eme medstifter af det
uniformerede kommunistiske Arbejdervæmet.
I 1937 flyttede han til Espergærde og blev folketingskandidat
for DKP i Helsingørkredsen.
Med sine indlæg i partiavisen Arbejderbladet
og sin udtrykt militante holdning var han hos
det danske politi registreret som “aggressiv
og hensynsløs” og en ivrig tilhænger af kommunismen.
Ved aktionen mod DKP den 22.
juni 1941 blev han arresteret og senere indsat
i Horserødlejren. Her konstruerede han en
underjordisk gang fra sit værelse og ud under
pigtråden. Gennem den skulle efter partiledelsens
ønske de ti internerede med det største
illegale potentiel flygte, og et første forsøg
fandt sted den 9. juni 1942. Kun én af de fem
flygtende slap bort, og da Eigil Larsen herefter
var i fare for at blive udpeget som ophavsmand,
udnyttede han den følgende nat gangen til selv
at flygte alene. I oktober 1942 overtog han i
København ledelsen af det sabotagearbejde,
partiet havde sat i gang et halvt år tidligere,
men som endnu kun blev båret frem af små
isolerede grupper, der både manglede materiel
og organisation.
 
Kort efter sin flugt havde Larsen opsøgt biokemikeren
Johannes Glavind for gennem ham
at få opskrifter på fremstilling af sabotagemateriel,
men han kontaktede også andre partifæller
med kemisk indsigt og frem for alt sled han sig
selv igennem leksika og anden tilgængelig litteratur
om emnet, og han kunne hermed bidrage
til de instruktioner i fremstilling af simple sabotagemidler,
som DKP udsendte i sommeren
og efteråret 1942. Larsen samlede selv i begyndelsen
af 1943 hele materialet i “Kogebogen”,
der blev fremstillet i fem eksemplarer, af hvilke
tre blev sendt til de store byer i provinsen for
at styrke sabotagearbejdet der. “Kogebogen”
er samtidig indirekte et portræt af den tidlige
sabotage og af dens forfatter, Eigil Larsen.
Det er et ambitiøst arbejde, der her i sabotagens
pionértid allerede bringer instruktioner i
jernbanesabotage og oplysninger om de svage
punkter ved broer og viadukter. Et tillæg om
brugen af artilleri fylder 36 sider. Ganske vist
lykkedes det den 6. november 1942 en lokal
gruppe at afspore et tysk ammunitionstog ved
Espergærde med en metode beskrevet i “Kogebogen”:
afsporing ved løsning af den yderste
skinne i en kurve. Men jernbanesabotage skulle
først langt senere blive en betydende del af
modstandsarbejdet og da i Jylland.
 
Også industrisabotagen kom til at forme sig
anderledes end forudset i “Kogebogen,” men
her var Eigil Larsen som leder af sabotageorganisationen
BOPA 1942-44 medskabende i
udviklingen. Hans vigtigste indsats her byggede
på erkendelsen af, at disciplin og sikkerhed var
de vigtigste elementer i illegalt arbejde. Han
havde selv formuleret en række regler herom
i “Kogebogen”, hvor de karakteristisk nok er
anbragt først, foran alle bombeopskrifterne.
Ingen gruppe måtte påbegynde et arbejde uden
nærmere ordre, enhver der snakkede måtte
udelukkes af organisationen, medlemmerne
måtte møde aldeles præcis. I beretningerne fra
sabotører om denne tid træder Eigil Larsen da
også frem som en respekteret, men barsk og
konsekvent leder, der skældte sine folk huden
fuld, hvis han så dem gå på værtshus eller på
anden måde overtræde de illegale regler. Samme
indtryk får man fra de bevarede breve mellem
ham og hans nærmeste undergivne. Han
kunne også blive irriteret, hvis folkene udviste
for lidt selvstændighed, som da han i november
1943 vredt måtte forklare, at forbuddet
mod afvæbning af danske betjente selvsagt ikke
gjaldt, når disse var blevet overmandet på en
sabotageaktion, og at man følgelig absolut ikke,
som foreslået, skulle tilbagelevere fem erobrede
pistoler til politiet!
 
Eigil Larsen, der var eftersøgt mod dusører
på først 5000 senere 10.000 kr., måtte tage
vidtgående hensyn til sin egen sikkerhed. Han
flyttede, så snart han anede en fare, og deltog
ikke i aktioner. I stedet ledede han under dæknavnene
“Lauritz” og “E.H.” organisationen
fra en tilbagetrukken position gennem breve og
møder med nogle få kurerer og underledere,
særlig Poul Petersen. Selv om hans ledelse var
effektiv og han undgik arrestation, undlod han
på ét punkt at følge de regler, han opstillede
for andre. Han opbevarede en stor del af de
breve og aktionsrapporter, han fik, skønt partiledelsen
i november 1942 på baggrund af erfaringerne
efter Aksel Larsens arrestation i en
skrivelse til partiafdelingerne havde indskærpet,
at man ikke måtte opbevare kompromitterende
materiale. Heri lignede han dog mange
andre modstandsledere, der måtte erkende, at
et minimum af administrative papirer er uundværlige
også i en illegal organisation.
 
Eigil Larsen havde i slutningen af 1942 efter
nogen tøven godkendt et forslag om, at den
kommunistiske sabotageorganisation skulle
optage unge uden for partiets rækker, hvormed
BOPA (“Borgerlige Partisaner”) opstod.
Organisationen indførte i vinteren 1943 brug
af sprængstof i sabotagen og fik i løbet af sommeren
et samarbejde med det britiske SOE.
Efter den 29. august 1943 formåede BOPA
at intensivere sine aktioner mod industri, der
arbejdede for værnemagten. Det kulminerede
med en stor aktion mod kraftstationen på General
Motors den 29. januar 1944, hvorefter
en britisk ordre for en tid stoppede sabotagen.
På det tidspunkt sad Eigil Larsens fire vigtigste
underledere som tyskernes fanger. De var
blevet taget den 12. januar på en frederiksbergsk
restauration. Eigil Larsen indledte gennem
mellemmænd forhandlinger med Gestapo
for at få dem løsladt. Han skiftevis lovede at
indstille sabotagen eller truede med at skærpe
den. Men her handlede han helt egenmægtigt,
og kort efter mødte Svend Nielsen og Børge
Houmann, begge medlemmer af DKP’s ledelse,
op på Eigil Larsens illegale bopæl og
afsatte ham som leder af sabotageorganisationen.
Måske var grunden blot Larsens oplagte
kompetenceoverskridelse, eller det at han efter
arrestationen af sine nærmeste medarbejdere
selv måtte være stærkt truet. Det er også muligt,
at Eigil Larsen med sin egenrådighed og
stærkt kommunistiske profil var ubekvem for
et DKP, der efter dannelsen af Frihedsrådet
var på vej ind i varmen.
 
Herefter var Eigil Larsen mest aktiv i den illegale
presse. Efter befrielsen deltog han i nogle
år i DKP’s faglige arbejde, men partiet lader til
at have fundet ham uskikket som politisk repræsentant.
Måske havde presset under årene
som illegal skærpet hans i forvejen kompromisløse
mentalitet for kraftigt. Allerede i slutningen
af 1944 nedskrev han en kort redegørelse
for den kommunistiske sabotages historie. Han
nåede aldrig selv at følge dette op, men i 1982
offentliggjorde sønnen, Leif Larsen, i bogen
Borgerlige Partisaner en stor del af brevene i
faderens arkiv. Det enestående materiale blev
i 1993 overgivet til Arbejderbevægelsens Bibliotek
og Arkiv. 
 
Bopa Rapporter vedrørende aktioner, indberetninger
m.v., ABA. “Kogebogen”, kopi
på KB. “Udkast til disposition om sabotage.
1.12.1944,” FM 7D-11.
Korrespondance med Frederiksborg Amts partidistrikt,
1942, er optrykt i Hans Kirchhoff og
Aage Trommer (udg.): Vor kamp vil vokse og
styrkes, 2001, s. 479-92. Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen
BOPA 1942-1945, 1997.

Biografi ved Esben Kjeldbæk fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s