Biografi af Vilhelm la Cour

Gå tilbage til personvisning
 
la Cour, Vilhelm (23.12.1883-22.6.1974),
historiker, dr.phil., samfundsdebattør.
 
La Cour var præget af 1800-tallets patriotisme
og af grundtvigianismen. Han havde et
konservativt og nationalt historiesyn, der havde
bragt ham på kollisionskurs med professor
Erik Arups materialistiske diskurs og lukket
vejen for en universitetskarriere. Han var under
besættelsen ansat som lektor ved Birkerød
Statsskole, dog med orlov til udførelse af videnskabeligt
arbejde. La Cour anså fortidens
begivenheder for at rumme en art højere sandhed,
der genspejlede folkets karakter og vilkår
uafhængigt af tiden. Han udmeldte sig af Det
konservative Folkeparti i konsekvens af regeringserklæringen
af 8. juli 1940 og indmeldte
sig i stedet i Dansk Samling. Han tilsluttede
sig Højgaardkredsen efter et møde i Ingeniørforeningen
20. august 1940 og var med til
at udforme kredsens henvendelse til kongen i
november med opfordring til at udnævne en
regering uden bindinger til Rigsdagen.
 
La Cour havde et årelangt engagement
for danskheden i grænselandet bag sig. Han
sad i Grænseforeningens hovedbestyrelse og
havde siden 1918 udgivet bladet Grænsevagten,
hvormed han under besættelsen gennem sine
udfald mod det tyske mindretal og forbehold
over for tyske nyordningsplaner tidligt vakte
irritation i det tyske gesandtskab. I januar 1941
henledte presseattache Gustav Meissner Udenrigsministeriets
Pressebureaus opmærksomhed
på ham, og bureauets interesse kom også til
at omfatte pjecen Om at sige Ja - og Nej, som
la Cour netop havde udgivet på Dansk Samlings
forlag, Det tredje Standpunkts Forlag.
Pjecens indhold svarede til argumentationen
i Højgaardkredsens henvendelse til kongen og
rummede herunder også udfald mod de danske
nazister. Pjecen blev forsøgt beslaglagt, og
la Cour blev kort efter presset til at indstille
udgivelsen af Grænsevagten. I samarbejde med
Dansk Samling kunne han imidlertid fortsætte
sin agitation gennem udgivelse af pjecer, som
gengav foredrag, han havde holdt landet over
under stor tilstrømning. Aktivister fra partiet
distribuerede pjecerne, inden politiets forsøg
på beslaglæggelse blev effektive.
 
La Cour angreb først og fremmest regeringens
tilpasning til tyske krav. Hans ideal var,
at konge, regering og folk stod sammen om at
kræve respekt for landets formelle neutralitet
og de tilsagn, tyskerne havde givet ved besættelsens
start. Han angreb ikke nazismen eller
besættelsesmagten som sådan, men hans udfordring
af myndighederne og den halvillegale
distribution af hans pjecer gødede i praksis jorden
for den senere illegale kamp. I 1941 idømtes
han 80 dages hæfte for pjecen Ord til os i
Dag, der behandlede nationalitetsbegrebet med
udgangspunkt i den tyske filosof Fichtes Reden
an die deutsche Nation. Op til afsoningen planlagde
la Cour to nye pjecer: Vor Neutralitet om
neutralitetsbegrebets udvikling og Historien om
et Korstog om det tyske Ruslandsfelttog. Begge
disse blev dog holdt tilbage, og han udsendte
i stedet pjecen Kender De Graabonden?, som
indeholdt tidligere offentliggjorte kronikker.
Under fængslingen var det planlagt at udsende
endnu en pjece, Godt Mod, Landsmand, med
et ældre foredrag, men heller ikke denne plan
realiseredes. Den legalistiske og traditionalistiske
retning af la Cours agitation kom til udtryk
ved, at han 22. september 1941 - dagen inden
han skulle påbegynde sin afsoning - sammen
med Arne Sørensen opsøgte kongen i offentlig
audiens og overrakte denne en udgave af
Saxos Danmarkshistorie, som Dansk Samling
stod for at skulle udgive med et forord af ham
selv. Efter afsoningen, der fandt sted i Vestre
Fængsel under særdeles lempelige former, genoptog
la Cour sin agitation og udsendte pjecen
Med Lov skal Land bygges, der med kommunistintemeringen
som emne var ment som en
skjult advarsel mod tilsvarende indgreb over
for jøderne.
 
Men la Cours virksomhed blev standset
ved direkte indgriben fra den tyske krigsret i
februar 1942. Formelt var grundlaget en indberetning
om hans afholdelse af foredraget Vor
Neutralitet på Damhuskroen. Men reelt skyldtes
indgrebet et tysk ønske om at forebygge,
at den nationale agitation lagde grunden for
en egentlig modstand. Det markeredes også
ved, at initiativet på tysk side overgik fra Meissner
til den ansvarlige for sikkerhedsspørgsmål,
Brigadefuhrer Paul Kanstein. Krigsrettens indgriben
i en sag om agitation var et alvorligt
anslag mod den danske jurisdiktion, og man
anstrengte sig fra dansk side for at få sagen
overdraget. Da det lykkedes, og byretten kun
idømte La Cour en mild dom, benyttedes en
til lejligheden fremskaffet lovhjemmel for appel
direkte til Højesteret, hvor dommen blev skærpet
til syv måneders fængsel. Desuden blev han
afskediget. La Cour accepterede efter pres fra
justitsministeren at lade sig internere på Vallø
efter udståelse af straffen. Også her var forholdene
særdeles lempelige. La Cours kamp havde
nok omkostninger, men indebar langt fra noget
martyrium. Selv flere af de embedsmænd og
dommere, der deltog i repressionen mod ham,
mødte ham med velvilje eller ligefrem sympati,
hvilket formentlig ikke var uden forbindelse
med, at de og han tilhørte samme sociale lag.
Efter et møde med den tyske rigsbefuldmægtigede
Werner Best i april 1943 fik han tilladelse
til at flytte hjem. Både i sin distance over for
“partipolitikken” og i sin åbne provokation
mindede la Cour om Kaj Munk. Men han blev
standset tidligere og på en mindre blodig måde
end denne, hvilket har stillet ham i skyggen set
med eftertidens øjne, skønt hans indvirkning
på de kredse, som gik ind i modstandskampen
ud fra en national inspiration, utvivlsomt var
lige så stor.
 
La Cour blev forgæves søgt interneret i forbindelse
med den tyske undtagelsestilstand 29.
august 1943 og gik herefter under jorden, idet
han søgte at give det udseende af, at han var
flygtet til Sverige. Han tog allerede på dette
tidspunkt arbejdet op med redaktion af trebindsværket
Danmark under Besættelsen, som
udkom efter befrielsen, og han bidrog periodevis
til de illegale blade Hjemmefronten og Folk
og Frihed. I sommeren 1944 fik han illegalt og
under pseudonym udgivet pjecen Rid i Nat.
Vor kommende frie Regering, i hvilken han slog
til lyd for repræsentation af modstandsbevægelsen
i en kommende befrielsesregering. Kort før
jul 1944 måtte han efter fængslingen af en nær
medarbejder faktisk drage i landflygtighed i
Sverige, hvorfra han vendte hjem ved befrielsen
tilknyttet Den Danske Brigade. I Sverige havde
han i februar 1945 udgivet pjecen Et dansk
Fredsmaal, hvori han kommenterede den i Sydslesvig-
aktivistiske kredse udbredte forventning
om internationalisering af Kielerkanalen og
dermed sammenhængende frigørelse fra tysk
overhøjhed af området mellem denne og den
danske grænse samt fremsatte tanken om, at
Danmark i så fald burde overtage overhøjheden
over området som mandat. La Cour blev
efter befrielsen en ledende kraft i pressionsgruppen
Sydslesvigsk Udvalg af 5. Maj 1945,
der netop i mandattanken fandt et grundlag,
som formåede at samle de indbyrdes splittede
Sydslesvig-aktivister, idet det fremstod mindre
rabiat end kravet om en grænseflytning, men
på den anden side ikke udelukkede en sådan
som et fremtidsperspektiv. 
 
Privatarkiv, RA.
DBL (Erik Kjersgaard). Vilh. la Cour: Front
mod Tilpasningen, 1946. Vilh. la Cour: For
dansk Domstol under Besættelsen, 1945. Vilh.
la Cour: Vejs ende, 1959. Henrik Lundbak:
Staten stærk og folket frit, 2001, s. 261-309.

Biografi ved Henrik Lundbak fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s