Biografi af Jørgen Kieler

Gå tilbage til personvisning
 
Kieler, Jørgen (23.8.1919-), stud.med., medlem
af Frit Danmarks Studentergruppe og Holger
Danske.
 
Jørgen Kieler var lægesøn fra Horsens og
flyttede efter studentereksamen til København
i 1939 for at læse medicin. Da den finsk-sovjetiske
vinterkrig brød ud i nov. 1939, meldte
Kieler sig som frivillig, men blev afvist da han
endnu ikke havde aftjent sin værnepligt. Ved
årsskiftet 1942-43 fik Kieler kontakt med den
illegale organisation Frit Danmark og dannede
en bladgruppe udelukkende bestående af studerende,
heriblandt hans bror og to søstre.
Diskussioner om at yde en større indsats mod
tyskerne mundede i august 1943 ud i en deling
af gruppen, hvor nogle fortsatte bladarbejdet,
mens de mere militante ønskede at overgå til
sabotagearbejdet. Den tyske aktion mod de
danske jøder satte for en tid en stopper for
dette, mens gruppen oprettede og drev en illegal
rute til Barsebäck, som betjentes af 7-10
fiskekuttere. Det anslås, at ruten sendte mellem
500 og 1000 flygtninge til Sverige.
 
Samtidig med, at strømmen af flygtende
jøder aftog i løbet af oktober måned, fik gruppen
kontakt med Jens Lillelund, som var i færd
med at reorganisere sabotageorganisationen
Holger Danske. Jørgen Kielers studentergruppe
havde i oktober 1943 fået tilslutning
fra en halv snes kadetter og kadetaspiranter,
som havde været interneret på Holmen, og i
slutningen af oktober 1943 blev gruppen en
bloc indrulleret i Holger Danske II som gruppe
2 (HD2). Gruppen fik tildelt Svend Otto Niel-
Sen (“John”) som aktionsleder. “Flammen”
(Bent Faurschou-Hviid) blev ligeledes tilknyttet
gruppen og deltog i flere aktioner. Svend
Otto Nielsens ledelsesperiode blev kort, idet
han efter en stikkeranmeldelse blev såret og
arresteret af Gestapo 9. december 1943. Frem
til februar 1944, hvor HD2-gruppen blev revet
op, udførte gruppen over 25 aktioner, herunder
en sabotage mod B&W og flere sabotager
i Varde og Horsens. Ved aktionen mod B&W’s
maskinfabrik 15. januar 1944 blev Kieler og
tre andre arresteret under et forsøg på at sejle
til B&W i to stjålne både. Det lykkedes dem
at få det til at fremstå som et forfejlet forsøg
på at flygte til Sverige, og de blev alle idømt
80 dages hæfte, som dog aldrig blev afsonet.
Deres forbindelse til B&W-sabotagen, som den
øvrige gruppe gennemførte med succes, blev
ikke afsløret. Under et forsøg på at sabotere to
maskinfabrikker i Åbenrå, Callesen og Hamag,
6. februar 1944 blev HD2 revet op. Et gruppemedlem,
Peer Borup, blev dræbt og flere
arresteret, heriblandt Jørgen Kieler og hans
bror, Flemming. Kort efter blev også hans to
søstre og hans far arresteret. Resten af gruppen
måtte flygte til Sverige.
 
Efter ophold i Vestre Fængsel og i Frøslevlejren
blev Kieler deporteret til koncentrationslejren
Neuengamme og kort efter til lejren
Porta Westphalica, hvor han tilbragte seks
måneder. I april 1945 returnerede han stærkt
svækket med de hvide busser til Danmark.
 
Kieler har en omfattende videnskabelig produktion
inden for kræftforskningen bag sig og
har bidraget til udforskningen af KZ-syndromet.
Han har desuden skrevet flere bøger om
modstandskampen og deltaget i debatten om
besættelsen. Kieler var formand for Frihedsfonden
i perioden 1975-88. 
 
Privatarkiv, FM. Beretning og materiale til
Leif Rasmussen, RA. Beretning på bånd, FM
bånd 10-11 (1963), 167-168, 188, 378, 1158
(1994) og 1512. Beretning til Dickmeiss 1968,
RA. Kielers beretning om Holger Danske, RA
(Jens Lillelunds arkiv).
DBL (Johannes Clemmesen). Jørgen Kieler
m.fl.: En modstandsgruppes historie, 1-2, 1982.
Jørgen Kieler: Nordens lænkehunde, 1-2, 1993.
Jørgen Kieler: Hvorfor gjorde I det, 1-2, 2001.
Jørgen Kieler: Studenterliv under besættelsen,
i Dansk medicinsk årbog, 1995, s. 59-102.

Biografi ved Peter Birkelund fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s