i befrielsesregeringen.
københavnsk vekselererhjem. Blev 1920
Folkeparti, som han blev formand for 1932.
han regeringsposter. Først som minister uden
portefølje og ved regeringens omdannelse 8.
juli som handelsminister. Hans støtte til samarbejdspolitikken
blev respekteret. I åbenhjertige taler
for at forstå samarbejdets rationale.
søgelys. Den 3. oktober 1940
af Nimandsudvalget. Efter offentlig omtale af
krav om, at han forlod alle sine poster.
sig helt ud af politik. I begyndelsen af denne
sind bidrog han selv til sin isolation fra partipolitikken.
miljø. Han blev kontaktet af Frode Jakobsen
Danmark, hvor han skrev spidsartiklen i bladets
første nummer. Også faldskærmsfolkene havde
han kontakt med og havde fx hele Hammerholdet
til middag i sit hjem.
I foråret 1941 var Christmas Møller blevet
inviteret til England. Den første invitation nåede
imidlertid ikke frem, og først i august 1941
forelå en skriftlig invitation. Den 30. april 1942
drog Christmas Møller med sin hustru og sønnen
John til Jylland og blev, skjult i lasten på
fiskebåden “Argo”, sejlet til Sverige. Herfra fløj
de til Storbritannien, hvortil de ankom 6. maj.
Det var faldskærmsorganisationen SOE, der
stod bag ideen om at invitere den kendte kritiker
af samarbejdspolitikken til London, mens
det engelske udenrigsministerium forholdt sig
mere lunkent. Christmas Møller havde ganske
vist søgt at sikre sig, at det var repræsentative
kredse, der ønskede ham over, men havde kun
fået et uforpligtende svar fra Storbritanniens
gesandt i Stockholm. Siden første invitation var
Englands stilling forandret. USA’s indtræden
i krigen havde givet de allierede en ressourcefordel,
så man nu prioriterede konventionel
krigsførelse højere end det politisk usikre modstandskort.
Af samme grund havde det danske
efterretningsarbejde i 1942 fået førsteprioritet
frem for sabotagen. Den britiske regering ville
ikke lægge gift for samarbejdspolitikken og
havde hverken brug for en fortaler for modstand
eller for en konservativ partigænger, men
ønskede snarere - hvis samlingsregeringen en
gang i fremtiden skulle blive tvunget væk - at
have en bredtfavnende patriot, der kunne repræsentere
det “ægte” Danmark. De havde
da også foretrukket Hans Hedtoft, der evt.
sammen med Christmas Møller kunne give
repræsentationen fornøden bredde.
Selv forestillede Christmas Møller sig, at
han skulle være samlingspunkt for SOE’s modstandsarbejde,
at han skulle rådgive regeringen,
og at han i radiotaleme skulle opildne hjemmefronten
til større afstandtagen fra samarbejdet
med besættelsesmagten. Den nyankomne
Christmas Møller var i begyndelsen ved godt
mod og gik ind i arbejdet på de engelske værters
betingelser. I starten blev han informeret
om SOE’s arbejde, og i sin første BBC-tale 14.
maj 1942 - Kr. Himmelfartsdag - holdt han en
lav profil og erklærede, at han ville “forklare og
forsvare” regeringens politik. Han skildrede en
enig dansk front bag regeringen bortset fra en
snæver kreds af nazister og landsforrædere. I
London var Christmas Møller blevet formand
for de frie danskes ledelse, Det danske Råd.
Men han savnede stærkt fast grund under fødderne.
Formandsposten gav ham intet egentligt
mandat, penge var der få af, og SOE begyndte
at lukke den securitysvage dansker ude. Han
havde ingen adgang til diplomatpost, men
måtte finde sig i, at censuren læste med i den
usikre postgang til hjemmefronten. Christmas
Møller var frustreret over SOE’s manglende
lydhørhed, og hans vanskelige natur bidrog
yderligere til samarbejdsvanskelighedeme, der
19. juli 1942 resulterede i et brud med SOE.
Forholdet til SOE var hermed ødelagt, og senere
advarede SOE ligefrem tilrejsende danske
mod Christmas Møller.
Det engelske udenrigsministerium, Foreign
Office, var ikke helt klar over, hvad man skulle
bruge danskeren til. Han blev sendt på rejse
i juli og besøgte i august Færøerne. I november-
december besøgte han USA. For Foreign
Office var Danmark repræsenteret ved den
officielle repræsentant, Eduard Reventlow,
og man havde forståelse for den danske regerings
vanskelige situation. Trods krigens officielle
paroler om fælles kamp mod nazismen
ønskede briterne ikke så megen modstand,
at det kunne true de systembærende kræfters
samarbejdspolitik. Christmas Møller anså dette
for et foragteligt dobbeltspil og krævede klare
linjer. At hans politik afveg fra Foreign Offices,
kom til udtryk i hans berømte Sabotagetale
6. september 1942. Her udtrykte han ingen
forståelse for den danske regerings politik. Han
kritiserede direkte statsminister Buhi og afviste,
at den danske regering førte neutralitetspolitik.
Talen var redigeret af censuren. Men
Christmas Møller trodsede censurens forbud
og udtalte alligevel de berømte slutningsord,
“Gør jer pligt - gør jert værk,” der var en direkte
opfordring til sabotage. Christmas Møller
kritiserede englændernes hensyntagen til
samarbejdsregeringen og foreslog at få endnu
en dansk repræsentant over. De to kunne så
give Det danske Råd en styrket position.
Reventlow delte Udenrigsministeriets forstående
holdning over for den danske regering
og var foruroliget over Christmas Møllers
politiserende linje. Han havde været forsigtig
med hensyn til at engagere sig i den frie danske
bevægelse og så med største betænkelighed på
Christmas Møllers forsøg på at gøre Rådet til
sin politiske platform. Også i forholdet til den
danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann,
var der gnidninger. Kauffmann fulgte
USA’s politik og var en rival til Christmas
Møller i arbejdet på at blive centrum for den
danske bevægelse i hele den allierede verden.
Kauffmann mente, at kun gesandterne kunne
repræsentere Danmark. Tilsvarende fandt
Christmas Møller, at Kauffmann var for moderat
i sin kritik af regeringen, og det oprørte
ham, at Kauffmann med Grønlandsoverenskomsten
- efter Christmas Møllers mening
- var gået i et fremmed lands tjeneste.
I Danmark havde Sabotagetalen vakt opsigt.
Både efterretningstjenesten og Christmas Møllers
partifæller bad ham om at dæmpe tonen
og holde sig lidt i ro. Selv om de konservative
var imod Christmas Møllers radiopropaganda,
var de udmærket klar over den postion, BBC-
taleme gav ham i offentligheden. De søgte at
bruge denne popularitet til fordel for partiet og
kritiserede Christmas Møller, da han ved valget
i 1943 havde inkluderet Dansk Samling i den
stuerene, danske front. For ikke at bringe partiet
i vanskeligheder havde Christmas Møller
ved afrejsen i 1942 meldt sig ud af Det konservative
Folkeparti, men partiet kunne nyde godt
af hans popularitet, og hans efterfølgere Ole
Bjørn Kraft, Aksel Møller og Poul Sørensen
ønskede ham tilbage.
Christmas Møllers følelse af isolation og
frustration over modgang og englændernes
manglende konsekvens blev så stor, at han i
efteråret 1944 søgte at vende tilbage til Danmark.
Under faldskærmstræningen brækkede
han imidlertid en fod, så planen måtte opgives.
Christmas Møller havde gjort sig til talsmand
for, at modstandsbevægelsen skulle repræsenteres
i befrielsesregeringen ved nogle
få ministre og billigede ikke, at Frihedsrådet
siden skruede kravene op. Hvilken position han
selv skulle indtage var ikke klart. Sandsynligvis
havde han gerne set sig selv på statsministerposten,
men da han fik det - fejlagtige - indtryk,
at modstandsbevægelsen havde accepteret
samarbejdspolitikkens ankermand Vilh. Buhi
på denne post, slog han om og talte politikernes
sag. Hans formål hermed har sikkert
været at bringe sig i position som den kompromiskandidat,
begge sider kunne kåre, hvis der
ikke kunne blive enighed om Buhi. Men ved
disse uigennemskuelige og temperamentsfulde
manøvrer gjorde han sig ved forhandlingerne
i Stockholm i februar 1945 i realiteten umulig
både som Frihedsrådets kandidat og som kompromiskandidat.
I stedet blev han udenrigsminister
i befrielsesregeringen, hvor han sad
som repræsentant for De Frie Danske. Først
i august 1945 meldte han sig atter ind i Det
konservative Folkeparti og kåredes som gruppeformand
i oktober.
I 1947 trak Christmas Møller sig tilbage
som formand for partiet efter nederlag ved
landstingsvalget og pga. uenighed om Sydslesvig.
Ved Folketingsvalget samme år stillede han
op som løsgænger i Sønderjyllands amt, men
opnåede ikke valg. Han meldte sig ud af partiet
6. april 1948 og døde en uge senere.
Arkiv, RA.
DBL (Tage Kaarsted). Wilhelm Christmas-
Møller: Christmas, 1-2, 1993. Gertrud Christmas
Møller: Bogen om Christmas Møller, 1948.
Erik Thostrup Jacobsen (red.): Gør jer pligt
- Gør jert værk. John Christmas Møllers dagbøger,
1995.
Biografi ved Erik Thostrup Jacobsen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
