Biografi af Barner Hyldgaard Andersen

Gå tilbage til personvisning

Barner Andersen (10.10.1922 - 10.10.1985)

Medlem af Hvidstengruppen. Chauffør. Bror til mølleriejer Henning Andersen, sammen med hvem han blev inddraget i Hvidstengruppens modtagearbejde af kroejer Marius Fiil.
     Barner Andersens opgave i forbindelse med modtagelserne var at fungere som dækning, dvs.  beskyttelse, for Niels Kjær, som betjente den S-phone, der blev anvendt ved kommunikationen med de britiske maskiner.
     Den11. marts 1944 blev en del af Hvidstengruppens medlemmer anholdt af Gestapo. Skønt Barner Andersen ikke var blandt de anholdte, gik han ikke under jorden, og den 17. marts blev også han anholdt på sin arbejdsplads hos en vognmand i Hald.
     Efter forhør i Århus blev han sammen med resten af gruppens medlemmer den 30. marts overført til Horserødlejren og herfra igen den 23. maj til Vestre Fængsel.
     Ved den tyske krigsrets dom den 26. maj 1944 blev Barner Andersen dømt til livsvarigt tugshus, som skulle afsones i Tyskland. Han kom først til fængslet i Kiel, som mens han sad der blev udsat for luftangreb. Derfra kom han via Neumünster og Lübeck den 21. juli 1944 til tugthuset Dreibergen ved Bützow. Herfra overførtes han i april 1945 med de hvide busser først til koncentrationslejren Neunegamme ved Hamburg og siden til Sverige.
     Efter krigen arbejdede han enn årrække som buschauffør i Randers. 

(Henrik Lundbak på grundlag af: Peter Laursen: Hvidstengruppen, som Barner Andersen oplevede den, 1984)
    


Udviklet af ditmer a/s