Biografi af Hedevig Alexandra Carlsen





 

Husassistent, f. Ingvorsen, 24.2.1892 i København,

d. 15.2.1945 i Stutthof.

F.: Kontorist Ludvig Ingvorsen, f. 15.3.

1855 i Tersløv, d. 1898 i København, og

hustru Christine Marie f. Berg, 21.2.1870 i

København, d. 18.5.1946 smst.

Gift 26.9.1920 med arbejdsmand Frands

Emil Theodor Carlsen, f. 28.5.1888 i Tikøb.

(B.: P. 17.7.1921, D. 9.5.1927).

 

Illegal vært.

Stammede fra et konservativt, borgerligt

miljø. Under indtryk af den økonomiske krise

og ansporet af sin mand, der så tidligt

som i 1927 var medlem af Det kommunistiske

Parti, vågnede Hedevig Carlsens interesse

for socialt-politisk arbejde. Efter nazisternes

magtovertagelse gik hun aktivt ind i

det hjælpearbejde for tyske flygtninge, der

organiseredes af „Røde hjælp“ . Hun udførte

tillige et stort arbejde inden for „Husassistenternes

fagforening“ .

Efter besættelsen stillede hun et værelse

til rådighed for partiets illegale arbejde. Værelset

blev med mellemrum benyttet af ledende

personer inden for partiet, da disse,

efter at partiet var blevet forbudt, måtte

„gå under jorden“ og benytte sig af skiftende

adresser. Bl.a. partiets daværende formand,

Aksel Larsen, boede der en kort tid.

Det var antagelig ham, der trods forklædning

blev genkendt af en beboer, der derefter

angav Hedevig Carlsen, hvilket førte til

hendes arrestation 4.12.1942. Hun blev af

det danske politi overgivet til Gestapo og

senere interneret i Vestre Fængsel og Horserød,

hvorfra hun efter 29. august 1943 deporteredes

til koncentrationslejren Stutthof i

Polen. Her var hun beskæftiget med udbedring

af brugt tøj, der, slet desinficeret som

det var, påførte hende en plettyfus, som hun,

der i forvejen var svækket af helbred, ikke

kunne overvinde.

 

KILDER:

Arkivstof:

ER., 127

CK., 4.506

D.f.U., 30.755/44.

Litteratur:

Helvede har mange navne, side 89.

Avisstof:

Land og Folk, 4.5.1947 (udførlig beretning,

foto).

Monumenter:

Mindeplade, Dr. Tværgade 3, København.

Andet:

Begravet i Ryvangen.

 

Biografi fra: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 76-77.