Baggrundsinfo

Hvad kan jeg finde?
Hvor meget er offentligt?
Kan man få mere at vide?
Søgetips - F.A.Q.
Billederne i basen

Undergrundshæren

Organisation &
   undergrundshær

By og lokalitet
Den geografiske inddeling

Modstandsarbejdet

Typer af modstandsarbejde
Aktive og hjælpere

Baggrund og perspektiver

Gennemgået litteratur
Hvad sker der mere?

Tal og statistik

Modstandstype / geografi
Modstandsfolk / geografi
Aldersspredning
Litteratursøgning
Udtræk til Excel

Databasens omfang

Databasen indeholder 92314 personer, hvoraf 70266 er offentlige og søgbare.

Bookmark and Share

Modstandstyperne


Allerede 9. april 1940 og dagene derefter fandt der rundt om i landet enkelte spontane aktioner sted, rettet mod besættelsesmagten. Men disse havde netop karakter af individuelle handlinger på drengestregsniveau og en egentlig organiseret modstandskamp lå år ud i fremtiden. Frem til sommeren 1942 kendes der til omkring 300 sabotagehandlinger i Danmark og langt hovedparten var mindre aktioner gennemført af enkeltpersoner, der ikke indgik i en form for illegal organisation.

Den tidlige modstandskamp

Den tidligste modstandsform som havde præg af at komme fra en organisation var den illegale presse. De danske nyhedsmedier var underlagt censur og behovet for en fri nyhedsdækning skabte den illegale presse. Det var bl.a. kommunisterne i Danmarks Kommunistiske Parti, der siden sommeren 1941 var blevet forbudt i forbindelse med det tyske angreb på Sovjetunionen, der førte an med illegale blade. Den illegale presse i Danmark bestod af et væld af større eller mindre udgivelser, der enten blev distribueret ved at folkene bag sendte dem til en række modtagere med posten, så modtageren kunne fordele dem, eller ved at de blev uddelt forskellige steder. De grupper, der stod bag den illegale presse havde derfor behov for distributører eller kurerer til at fordele deres blade, samt naturligvis skribenter, trykkere og folk, der kunne skaffe materialer som papir, tryksværte med videre.

Kommunikation var naturligvis vigtig for modstandsbevægelse og derfor benyttede et stort antal kurerer, der bragte meddelelsen og informationer frem og tilbage. På samme måde var en del optaget med radiosending og kommunikerede med den frie verden via illegale radioapparater.

Grundet Danmarks geografiske beliggenhed tæt på det neutrale Sverige opbyggedes der under besættelsen en illegal ruteaktivitet over Øresund. Dette var der flere illegale organisationer, der specialiserede sig i. Passagererne var jøder, politiske flygtninge, modstandsfolk der var blevet afsløret eller skulle aflastes fra de krævende opgaver i det besatte Danmark. De grupper der varetog denne illegale trafik benyttede sig af et netværk af chauffører, søfolk og andre, der sørgede for at skaffe passagererne ud af landet.

Våbenmangel og sabotage

Den spirende modstandsbevægelse manglede våben. Det danske samfund i denne periode var – som i dag – ikke et samfund hvor våben var tilgængelige i nogen nævneværdig udstrækning. Derfor måtte de enten stjæles fra f.eks. hærens depoter eller fragtes til landet udefra. Det indebar at en del modstandsfolk med tiden blev aktive med det, der kaldes modtagearbejde, nemlig modtagelse af våbencontainere nedkastet fra britiske fly på forudbestemte steder i landet. Dette arbejde indebar at der var tilknyttet et distributionsnet, steder våben og sprængstof kunne opbevares m.v. Våbnene blev derefter fordelt til modstandsbevægelsen.

Den måske mest kendte modstandsform var sabotage. Sabotage var mange ting, men grundlæggende handlede det om at ødelægge noget, som besættelsesmagten direkte eller indirekte var afhængige af. Modstandsbevægelsen gennemførte hovedsageligt aktioner rettet mod danskere, der arbejdede for eller samarbejdede med tyskerne. Kun mindre grad gik man direkte efter tyske mål. Metoderne var mange. Igennem hele besættelsen var det forbundet med store vanskeligheder at fremskaffe sprængstof, og man forsøgte sig derfor med brandsabotage eller ved at smide stinkbomber på værksteder eller fabrikker. Men den klart mest effektive metode var sprængning og det lykkedes at fremskaffe dansk sprængstof fra f.eks. kalkbrud eller fra den danske hær. Efterhånden kom også moderne engelsk sprængstof fra våbennedkastningerne. Sabotagen mod fabrikker og virksomheder kaldes industrisabotage, mens den anden kendte sabotageform, jernbanesabotage, var rettet mod jernbanenettet i fortrinsvis Jylland. Ved at sprænge jernbanerne forsøgte sabotørerne at forsinke de tyske transporter af tropper og forsyninger mellem Norge og Tyskland.

Likvideringerne

Den mest omdiskuterede og kontroversielle modstandsform var uden tvivl likvideringer. Fra besættelsesmagtens side brugte man stor energi på at optrevle modstandsbevægelsen og et af midlerne af at benytter sig af meddelere eller stikkere, som de kaldtes i folkemunde. Som modsvar likviderede modstandsbevægelsen disse stikkere. Men stikkere var ikke de eneste der blev likvideret, en stor del af de omkring 400 likviderede var ikke stikkere i egentlig forstand, men danske nazister eller danskere der arbejdede tæt sammen med tyskerne. En mindre del af likvideringerne havde ikke meget med modstandskampen at gøre, men havde rod i det kriminelle miljø og sortbørs-aktiviteter. Likvideringerne er omdiskuterede fordi det sjældent var muligt at bevise offerets skyld og i en række tilfælde har det efterfølgende vist sig at flere af de likviderede kun havde overfladiske relationer til besættelsesmagten.

Under besættelsen blev der i Storbritannien uddannet et antal danskere, som blev indsat i Danmark som faldskærmsagenter. De var udsendt af den britiske sabotageorganisation SOE (Special Operations Executive) som via disse agenten søgte at uddanne og organisere de danske modstandsfolk. Disse agenter var formelt set britiske soldater, men optrådte naturligvis i civil, med dæknavn og falske papirer.

De aktive modstandsfolk havde brug for hjælpere for at de kunne opretholde deres illegale aktiviteter. Det gælder eksempelvis en logivært der var villig til at leje eller låne et værelse ud til modstandsfolkene eller deres, velvidende at vedkommende risikerede at blive tiltalt som medskyldig.

I takt med at krigen nærmede sig sin afslutning begyndte forberedelserne på en befrielse af Danmark. I denne situation var det vigtigt at dels bistå de allierede med at bekæmpe tyskerne, dels at modstandsbevægelsen var loyal overfor regeringen, der ganske vist var gået af i august 1943, men fortsat var aktiv i kulissen bl.a. i samarbejde med Frihedsrådet. Danmark var blevet inddelt i syv regioner, tre i Jylland, Fyn, Sjælland, Hovedstadsområdet samt Bornholm. I disse regioner oprettede man militærgrupper eller ventegrupper, der i besættelsens sidste tid blev bevæbnet og placeret i grupper, der var underlagt distrikter, der igen var underlagt regionerne. Mere end 60.000 mand var organiseret i disse grupper, heriblandt de fleste af dem, der havde lavet andet illegalt arbejde men også en del, der ikke tidligere havde haft kontakt til modstandsbevægelsen.

Da modstandsbevægelsens medlemmer så at sige trådte frem fra skyggerne om aftenen den 4. maj havde bevægelsen en ganske anden sammensætning end blot et år før - for slet ikke at tale om de, der var aktive i krigens første år. Hvor det var de politiske yderfløje der var dominerende i modstandsbevægelsen i 1942 havde modstandsbevægelsen i foråret 1945 som helhed en bredere sammensætning der nogenlunde afspejlede samfundet.


Udviklet af ditmer a/s