De store modstandsorganisationer – et lynkursus

Modstandsbevægelsen var udgjort at en lang række mindre grupper, der i visse tilfælde var knyttet sammen til større, egentlige modstandsorganisationer.

Spørgsmålet om sikkerhed var altid centralt for modstandsfolkene og derfor søgte man at organisere sig i små grupper, hvis medlemmer vidste så lidt som muligt om andre grupper eller organisationen i øvrigt. Det hindrede muligheden for at hele organisationen blev revet op, hvis et enkelt medlem talte over sig. Jo mindre man vidste, jo sikrere var det. Derfor vidste mange modstandsfolk ikke meget mere end at de tilhørte en mindre gruppe og at der kom ordre og retningslinjer ”oppefra”. I det følgende vil fem at de store og kendte modstandsgrupper blive beskrevet. Hver i sær havde de deres særtræk og deres modstandsform, som de specialiserede sig i.

BOPA

Sabotageorganisationen BOPA var en udløber af det sabotagearbejde, som Danmarks Kommunistiske Parti havde påbegyndt i det små i sommeren 1942. En stor del af medlemmerne var kommunister eller tidligere spaniensfrivillige, og fra begyndelsen af 1943 begyndte man derudover at rekruttere medlemmer fra ikke-kommunistiske kredse som f.eks. studerende. Hvor den ”gamle” kerne i BOPA havde en politisk motivation var de nye kredse i en mere national indstilling – de ville ikke acceptere Danmarks manglende kampvilje. BOPA, hvis navn er en ironisk sammentrækning af BOrgerlige PArtisaner, specialiserede sig i sabotage mod industrimål og gennemførte stort set udelukkende deres aktioner i Storkøbenhavn. Organisationen havde ved krigsafslutningen gennemført sabotage der tegnede sig for knap halvdelen af den samlede sum, der blev udbetalt for sabotageskader. BOPA udførte også andet modstandsarbejde, således stod man f.eks. bag omkring 30 likvideringer. BOPA fastholdt gennem krigen en stram og disciplineret organisering og undgik større optrevlinger. Gennem hele sin levetid omfattede BOPA omkring 400 mand, ved befrielsen var der omkring 175 i organisationen. 40 var blevet dræbt, resten var enten arresteret eller flygtet til Sverige.

Holger Danske

Den anden store københavnske modstandsorganisation var Holger Danske, der modsat BOPA havde sit udgangspunkt i et borgerligt, nationalt miljø. Organisationen var løsere organiseret og var i perioder hårdt ramt af arrestationer og oprulninger. Holger Danske stod for en række modstandsaktiviteter, men er bedst kendt for de likvideringer, som gruppen gennemførte. Samlet set fandt der 400 likvideringer sted i Danmark, 250 af dem blev udført i København og af disse tegnede Holger Danske sig for omkring halvdelen. De to kendte modstandsfolk Jørgen Haagen Schmith og Bent Faurschou-Hviid (”Flammen” og ”Citronen”) var tilknyttet Holger Danske. Organisationen oplevede to gange at blive næsten opløst grundet arrestationer, men blev hver gang genopbygget. I modsætning til BOPA ekspanderede Holger Danske betydeligt i krigens sidste år. Årsagen var det militære tilsnit som organisationen havde, hvor man ikke alene havde folk der kunne udføre illegalt arbejde, men også folk der var tiltænkt en egentlig militær rolle i forbindelse med en befrielse. Holger Danske mistede 64 medlemmer under besættelsen og havde omkring 350 medlemmer ved befrielsen.

Studenternes Efterretningstjeneste

Organisationen blev dannet i efteråret 1941 af en kreds af konservative studerende i København. Studenternes Efterretningstjeneste stod primært bag produktionen af illegale blade og var stærkt anti-kommunistisk. Derudover drev organisationen illegale ruter over Øresund, og under betegnelsen SE Transport drev man en illegal import af våben fra Sverige, men også illegal post blev fragtet frem og tilbage over Øresund af Studenternes Efterretningstjeneste. På samme måde som Holger Danske var Studenternes Efterretningstjeneste i perioder ganske hårdt ramt af arrestationer og en række ledende folk blev arresteret, blandt andet i foråret 1944. Sammenlagt 500 personer var aktive i Studenternes Efterretningstjeneste gennem besættelsen.

Frit Danmark

Organisationen Frit Danmark var resultatet af et ønske om at skabe et illegalt miljø, der rakte ud over det kommunistiske. Således lykkedes det Frit Danmark at favne både DKP’s formand Aksel Larsen og de konservatives John Christmas Møller. Målet var at skabe et landsdækkende netværk af lokal- og faggrupper, som kunne producere og distribuere organisationens blad ”Frit Danmark”. Bladet i sig selv skulle være bredt sammensat politisk og fokusere på den fælles, nationale kamp. Første nummer udkom i april 1942 med 5.000 eksemplarer. Ved besættelsens slutning havde man nået oplag på omkring 125.000 eksemplarer. Dermed var bladet det næststørste illegale blad, kun overgået af det kommunistiske ”Land og folk”. Frit Danmark havde i ledelsen personsammenfald med Frihedsrådet, og kan i perioder ses som talerør for Rådet.

Ringen

I efteråret 1941 blev Dansk Studiering – senere blot Ringen – oprettet som en oplysnings- og informationsorganisation. Ringen var i princippet upolitisk og virkede frem til august 1943 gennem informationsmøder – kaldet studiekredse – hvor oplysninger, der ikke kunne bringes i dagspressen blev fremlagt i form af pjecer m.v. Fra august 1943 udviklede Ringen sig i mere illegal retning, og blev aktiv indenfor opbygningen af militærgrupper og ekspanderede dermed voldsomt. Gennem hele perioden var Ringen under ledelse af Frode Jakobsen, der også blev medlem af Frihedsrådet og en af modstandsbevægelsens ministre i befrielsesregeringen. Fra august 1943 forlod Ringen i nogen grad sit upolitiske udgangspunkt idet man i høj grad favnede medlemmer fra Socialdemokratiet, De Radikale, de Konservative og i mindre grad Venstre – netop de fire partier, der havde siddet i samarbejdsregeringen frem til august 1943. Ringen kom endvidere til at fungere som en slags illegal paraplyorganisation, der havde både Holger Danske men også Studenternes Efterretningstjeneste og andre illegale blade tilknyttet. Ringens centrale betydning blandt modstandsgrupperne skylds således at organisationen før august 1943 ved oplysning indstillede befolkningen på en mere aktivistisk linje, mens man efter august 1943 fungerede som basis for opbyggelsen af de omfattende militærgrupper i hele landet.