Biografi af Lucjan Maslocka

Gå tilbage til personvisning
Løjtnant, 1. styrmand i den polske flåde, f.
15.6.1912 i Lysa Góra i Polen, d. 3.1.1945
i Gentofte.
Gift 31.12.1944 med Anna Louise Christine
Mogensen, f. 26.10.1921, d. 3.1.1945.
 
Tilknyttet den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste
i Danmark.
Førstestyrmand på M/S Pilsudski. Lucjan
Maslocka var med i krigens første kampe
imod Tyskland og blev taget til fange. Han
forsøgte at flygte fra fangelejren, blev såret
og fanget igen. Et nyt flugtforsøg i 1942
lykkedes. Gennem Tyskland flygtede han
til Danmark, hvorfra han fik forbindelse til
England. Han fungerede som illegal kurér,
et af bindeledene mellem den polske regering
i London og hjemlandet og opbyggede
et betydeligt efterretningsnet. En række af
de første særmeldinger over radioen til Danmark
var rettet til Lucjan Maslocka, der gik
under dæknavnet „Den lille mand“. Han
havde kontakt til Holger Danske; var således
bekendt med Tom Søndergaard og „Citronen“.
Den Polsk-Engelske Efterretningstjeneste
blev i marts 1944 rullet op. Lucjan
Maslocka fortsatte imidlertid sit illegale arbejde
og kurértjenesten. Under sit arbejde i
Danmark havde han mødt en kvindelig fotograf,
Anna Louise Mogensen, der var født i
Polen af danske forældre, der før krigen
havde slået sig ned i Danmark, og bistod polske
flygtninge indtil den 9. april 1940. Hun
var med i de mest aktive modstandsgrupper
og arbejdede en tid for „Citronen“ . Nytårsaften
1944 blev Anna Louise Mogensen
og Lucjan Maslocka gift i den katolske kirke
i Bredgade i al hemmelighed. De kom efter
vielsen til at bo hos en arkitekt i Gentofte.
Få dage efter, natten mellem den 2.
og 3. januar stormede Gestapo huset. Det
kom til ildkamp, hvorunder Lucjan og Anna
Maslocka blev dræbt.
 
KILDER:
Arkivstof:
ER., 9.640
UFF., 659.
Litteratur:
Frit Danmarks Hvidbog, II, s. 482
Tidsskrifter:
Gestapofangen, 1950, nr. 6, s. 1-5
Pigtråd, 1956, nr. 3, s. 59-63
F.V.-bladet, 1966, nr. 31 (Svenn Seehusen, beretning).
Avisstof:
Berlingske Aftenavis, 28.8.1945
Berlingske Tidende, 24.7.1945
Information, 29.8.1945
Nationaltidende, 2.7.1945
Social-Demokraten, 2.7.1945.
Andet:
Begravet i Ryvangen.
Se biografi over Anna Louise Maslocka.

Biografi fra: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 284-85.


Udviklet af ditmer a/s