Biografi af Arne Sørensen
Gå tilbage til personvisning
Sørensen, Arne (2.10.1906-1.3.1978), kulturdebattør,
grundlægger af Dansk Samling,
medlem af Frihedsrådet.
Arne Sørensen blev opdraget hos sine bedsteforældre
i et jysk almuemiljø i Lovns. Ved
indgriben af bibliotekskonsulent Jørgen Banke
fik han mulighed for at tage studentereksamen i
København, og i Bankes hjem blev han venner
med dennes søn Niels og Robert Stærmose,
der var hans jævnaldrende. De tilsluttede sig
alle DSU. 1931-34 var han lærer ved Esbjerg
Arbejderhøjskole, og som en udløber heraf
underviste han i somrene 1933-35 ved Den
nordisk Folkehøjskole i Geneve, hvilket indbefattede
rejser i Europa med eleverne, bl.a. til
Tyskland og Italien. I 1933 udgav han bogen
Funktionalisme og Samfund, der var præget af
kulturradikalismen. Arne Sørensen kom dog
snart til at se tidens store opgave i en forening
af tradition og modernitet, hvilket bragte ham
i konflikt med de kulturradikale og isolerede
ham i Socialdemokratiet. Fra 1934 ernærede
han sig som freelance kulturskribent, især i
Politiken.
I marts 1936 udgav han bogen Det moderne
Menneske. Under inspiration af samfundsfilosoffer
som José Ortega y Gasset, Nikolaj
Berdjajef og Hendrik de Man sammenfattede
han kulturudviklingen siden renæssancen og
forudså et kommende epokeskift, efter at kampen
mellem det moderne og traditionssamfundet
var blevet afgjort med det modernes
sejr. Derved var det nemlig blevet afsløret, at
“massemennesket” havde behov for en forankring
i etiske normer, efter at bindingen til den
døde tradition var blevet brudt. Arne Sørensen
så fascismen i Italien og nationalsocialismen i
Tyskland som symptomer på det samme epokeskift,
som han dog for Danmarks vedkommende
ønskede præget både af det nationale og
af kristendommens medmenneskelighed. Den
18. oktober 1936 stiftedes partiet Dansk Samling
på grundlag af Arne Sørensen ideer med
ham selv som formand. Arne Sørensen besad
en omfattende orientering i tidens danske og
udenlandske litteratur, som han ved hjælp af
letfattelige billeder formåede at sammenfatte til
synteser over tidsudviklingen. I kraft af disse
egenskaber kunne han i artikler og foredrag begejstre
og inspirere sine tilhængere, der overvejende
kom fra den intellektuelle middelklasse.
På udenforstående virkede han blot som en
underholdende politisk fantast.
Arne Sørensen så i første omgang besættelsen
9. april 1940 som en faktor, der aktualiserede
Dansk Samlings krav om et politisk
systemskifte, og i efteråret 1940 havde han
føling med Højgaardkredsens aktiviteter. Men
i starten af 1941 erkendte han, at et pres på
regeringen ville kunne udnyttes af de danske
nazister, og på den baggrund erklærede han
Dansk Samling loyal over for samlingsregeringen.
Samtidig indledtes på baggrund af
personlig kontakt mellem Arne Sørensen og
historikeren Vilhelm la Cour en linje, hvor
Dansk Samling markerede sig som protestparti
ved at påpege uoverensstemmelser mellem den
formelle besættelsesordning og regeringens faktiske
tilpasningspolitik. I efteråret 1941 afsonede
han en hæftestraf på 60 dage som udgiver
af en af la Cours pjecer. I marts 1943 blev
Arne Sørensen valgt til Folketinget, men han
overlod det til Stærmose at markere partiet på
Rigsdagen.
Arne Sørensen havde efter kontakt til faldskærmschefen
Christian Michael Rottbøll i
foråret 1942 tilladt, at Dansk Samlings partiapparat
blev udnyttet i SOE’s illegale arbejde.
Men selv engagerede han sig først aktivt illegalt,
efter at han havde måttet gå under jorden
i forbindelse med undtagelsestilstanden 29.
august 1943. Han indtrådte ikke i Frihedsrådet
ved dettes dannelse, men lod partiet repræsentere
først af Jørgen Staffeldt og siden af Arne
Noe-Nygaard. Grunden til hans tilbageholdenhed
var formentlig dels frygt for, at rådet
skulle være en kommunistisk dækorganisation,
dels ønsket om ikke at kompromittere Dansk
Samlings legale aktiviteter. Det kan forklare
brugen af Noe-Nygaard, som ikke havde nogen
ydre forbindelse med partiet. I december 1943
overtog Arne Sørensen dog selv pladsen, men
det lykkedes ham aldrig at få en indflydelse i
rådet, der modsvarede Dansk Samlings organisatoriske
betydning for modstandsbevægelsen.
De andre medlemmer anså ham for at have
dårlig security, og i sommeren 1944 var han
fraværende fra arbejdet en god måneds tid, idet
han tog til Sverige for at skaffe allierede film
og materiale til publicering.
Arne Sørensens passion var at fornemme
og forudse tidsudviklingen. Han var publicist
og debattør mere end politiker. I illegaliteten
lod han høre fra sig i kronikagtige kommentarer
udsendt under pseudonym som Niels Jydes
Breve. Allerede inden 29. august 1943 havde
han ønsket, at Dansk Samling ved krigsafslutningen
skulle råde over eget dagblad, og som
forberedelse hertil påbegyndtes 11. november
1944 udsendelsen af det illegale dagblad Morgenbladet.
Han havde egentlig foretrukket ved
krigsafslutningen at kunne hellige sig lanceringen
af dette som legal avis, men som kabalen
omkring befrielsesregeringen udviklede sig,
måtte han selv indtræde i denne som kirkeminister.
I sommeren 1945 måtte han i Folketinget
forsvare Dansk Samlings standpunkter
i 1930’erne over for angreb fra Retsforbundets
Oluf Pedersen. Morgenbladet blev aldrig
en succes som legal avis, og det svækkede Arne
Sørensens autoritet internt i partiet, at han
trak på medlemmernes vilje til at støtte bladet
økonomisk, selv da det reelt var dødsdømt. I
oktober 1945 blev han genvalgt til Folketinget,
men negligerede det politiske arbejde, og i
foråret 1946 tog han på en månedlang rejse til
Tyskland. Der udvikledes en alvorlig personlig
modsætning til Stærmose, som endte med et
brud. Ame Sørensen genopstillede ikke i 1947,
og ved årsskiftet 1948/49 meldte han sig ud af
Dansk Samling.
Efter krigen var Arne Sørensen i en årrække
bosat i USA, hvorfra han om sommeren rejste
til Europa med grupper af unge amerikanere.
Sine sidste år helligede han sig fremtidsforskningen.
Privatarkiv og beretninger 1955 og 1972 til
Jørgen Hæstrup, RA. Beretninger 1962-63 til
Terkel Engberg, FM 5K-21. Båndinterview
1974-75, KB.
DBL (Poul Dam). Erik Halvorsen: Et moderne
menneske, 1-2, 1982-83. Henrik Lundbak:
Staten stærk og folket frit, 2001.
Biografi ved Henrik Lundbak fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
