af BOPA.
1941). I 1938 havde han mødt sin senere
Schweiz og Tyskland. Samme år meldte han
Nazi-Tyskland til Fods”.
sabotageaktioner.
(“Smith”) som leder. I april 1943 blev han
virksomhed. Den 29. august 1943 var
ganisationen, der i mellemtiden havde udviklet
sig stærkt Her blev han under dæknavnet
“Brandt” leder af nogle grupper, ligesom han
var engageret i at skaffe sprængstof til organisationen.
De kontakter, han fik her, var måske
medvirkende til, at han den 12. januar 1944,
da næsten alle BOPA’s ledere blev arresteret
på en café, i løbet af få timer fik advaret andre
og knyttet de brudte forbindelser. Da BOPA’s
leder, Eigil Larsen, den følgende måned blev
afsat af partiet for disciplinbrud, overtog Thing
ledelsen af den største del af organisationen.
Da Erik Saxtorph, der var fortsat som leder for
en del af grupperne, i december 1944 måtte
tage til Sverige, var Thing den ubestridte leder
af BOPA.
I Things ledelsesperiode gennemførte BOPA
sine største og mest spektakulære aktioner,
nogle af dem formet som regulære partisanangreb
på forsvarede virksomheder, for eksempel
aktionerne mod Globus den 6. juni 1944,
der indbragte et lykønskningstelegram fra de
vestallieredes hovedkvarter, og Riffelsyndikatet
den 22. juni, der var den mest ødelæggende
fabrikssabotage under besættelsen og som var
medvirkende til udbruddet af den københavnske
folkestrejke senere på måneden.
Organisationen var i 1944 præget af unge
folk, der ikke var rekrutteret gennem DKP,
og aktionsformerne havde udviklet en mere
uformel form for disciplin, der satte fokus på
ledernes personlige egenskaber. Her vurderedes
Thing, der mod reglerne selv deltog i aktioner,
af sine folk som modig, beslutsom og
besindig, og beretningerne om, hvad han i en
given situation sagde eller gjorde, altså dette
at det huskes, er i sig selv vidnesbyrd om, at
hans lederrolle føltes naturlig. Han havde fælles
baggrund med den store del af folkene, der var
lærlinge eller maskinarbejdere, men han var
også lidt anderledes: havde rejst i udlandet før
krigen, havde været under videregående uddannelse
og var gift med en jødisk kvinde, som han
også havde et barn med. Han var næsten 15 år
yngre end den barske, mere tilbagetrukne leder
Eigil Larsen, som han afløste, men samtidig var
han med sine 27 år tilstrækkeligt meget ældre
end flertallet i organisationen til at virke mere
voksen og moden. Mens Eigil Larsen med hård
hånd havde sørget for indsamling af skriftlige
rapporter fra gruppelederne, foretrak Thing
selv at skrive disse efter samtaler med sine
folk, og undertiden med baggrund i, at han
selv havde deltaget i aktionerne. Han skjulte
ikke, at han tog sig tabene nær og var, kunne
man måske sige, med sin blanding af mobilitet,
gå-på-mod og følsomhed en moderne type.
Lederrollen sled på ham, og i december
1944 måtte han tage til Sverige for at rekreere
sig nogle uger, men også for at besøge kone og
barn, der som jøder i oktober 1943 havde måttet
foretage en farefuld flugt over Øresund. Under
sit ophold i Sverige forsøgte han gennem
kontakter til Ebbe Munck og Jens Lillelund
at skaffe materiel til organisationen, særlig
sprængstof og ammunition til automatvåben.
Her havde han ikke succes, og i marts 1945
forsøgte BOPA at skaffe sig ammunition ved
at stoppe et tog nær Brøndbyøster. Aktionen
mislykkedes og to blev dræbt, hvad der siden
plagede ham en del. Selv var han to gange udsat
for tyske arrestationsforsøg men slap begge
gange væk, og han undgik også at blive såret
under aktioner. I ugerne op imod den tyske
kapitulation var BOPA formeret som en art
elitestyrke, der skulle kunne tage del i eventuelle
kampe. Men Thing fik ret i sin optimisme,
da han midt om dagen den 4. maj bemærkede
til en af sine gruppeførere: “Vi er kommet ud
med huden på tuden”.
Efter befrielsen var han som BOPA’s leder
stærkt i rampelyset, men skønt han var opstillet
for DKP ved valget i oktober, var hverken han
selv eller partiets ledelse interesseret i, at han
skulle gøre politisk karriere.
Hans bog Sabotage (skrevet under navnet
Børge Brandt i 1945 sammen med journalisten
Ernst Christiansen) er ikke kun en vigtig kilde
til BOPA’s historie. Den har også sproglige
kvaliteter og kan læses som en art kollektiv
roman.
BOPA’s folk blev hjemsendt i august 1945.
I marts 1946 blev Thing udnævnt til kaptajn af
reserven, i september fik han eksamen fra Skolen
for Modstandsbevægelsens Befalingsmænd,
og 1947-48 gennemgik han Hærens Officersskole
og udnævntes til kaptajn. Thing havde i
marts 1945 skrevet en artikel i det illegale Ungdommens
Røst om “Vor nye Hær,” hvori han
forestillede sig et folk i våben ført af officerer
med en ny, demokratisk ånd. Han oplevede
imidlertid, som en del andre modstandsfolk,
at blive frosset ud af de professionelle - og
af den kolde krig, hvor hans medlemskab af
DKP udelukkede ham fra ansvarlige poster.
Han tog selv sin afsked i 1956 og forlod DKP
i 1958.I sine sidste år var han salgsdirektør for
høreapparatfabrikken Danavox og sad samtidig
i forretningsudvalget for det nye venstrefløjstidsskrift
politisk revy.
Han døde i 1971 kun 54 år gammel af en
leverkræft, han havde pådraget sig gennem
en behandling i 1940 med sporstoffet thorotrast.
DBL (Bjarne Maurer) Morten Thing: Børge
Thing - min far sabotøren, i Niels Wium
Olesen (red.) Mennesker, politik og bescettelse,
1996, s. 50-93. Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen
BOPA 1942-1945, 1997.
Biografi ved Esben Kjeldbæk fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
