Biografi af Erik Christopher Valdemar Møller

Gå tilbage til personvisning
 
Møller, Erik (9.1.1896-13.4.1972), oberstløjtnant.
 
Møller blev i 1943 udnævnt til sektionschef
i hærens generalstab. Efter den 29. august
1943 blev han midlertidig forbindelsesofficer
til den tyske militære øverstbefalende i Danmark,
general von Hanneken. Som følge heraf
var han i modsætning til næsten alle øvrige
danske officerer ikke interneret efter den tyske
aktion mod dansk militær den 29. august
1943. Chefen for den danske hær, general
Gørtz, anvendte ham derfor til at rejse rundt
til interneringslejrene og der instruere om, at
der skulle skabes en alarmeringsordning for
hærens officerer, så de efter en forventet frigivelse,
ville være i stand til at gå under jorden.
Fra Gørtz’ side var det afgørende, at hærens
officerer og befalingsmænd var organiseret,
så de samlet kunne stå til rådighed for den
politiske ledelse under Vilhelm Buhi og dermed
sikre genoprettelse af en politisk ledet
dansk regering i såkaldte kaossituationer, fx
opløsning af de tyske styrker eller kupforsøg
fra danske kommunister. Blandt især mange
yngre officerer var der bitterhed over afvæbningen
af hæren den 29. august 1943. Gørtz
blev tillagt ansvaret for, at der ikke i højere
grad var blevet gjort modstand mod de tyske
tropper. For at overvinde denne modstand
anvendte Erik Møller overtalelse samtidig
med at han fastholdt, at den militære kommandostruktur
fortsat gjaldt. Erik Møller besad
i høj grad Gørtz’ tillid, og han var derfor
fra foråret 1944 Gørtz’ og Den lille Generalstabs
forbindelsesofficer til Vagn Bennikes
jyske hovedkvarter. Senere fungerede han som
Bennikes næstkommanderende. I konflikterne
mellem Vagn Bennike og lederen af modtagegrupperne
i Jylland, Anton Toldstrup var
Møller med til at sikre, at Bennike primært
skulle modtage sine ordrer fra Den lille Generalstab.
Møller var mindre konfliktskabende
end Vagn Bennike og andre af Gørtz’ nære
medarbejdere, og han koncentrerede sig om
administrative og organisatoriske opgaver.
 
Den 5. maj 1945 blev han af Gørtz udnævnt
til chef for den jysk-fynske kommando med
henblik på genopstilling af militære styrker i
Jylland og på Fyn, og få dage efter blev han
chef for generalstaben. Han havde dermed et
betydeligt ansvar for hærens genopbygning i
den vanskelige overgangsfase mellem illegalitet
og en genoprettet statslig hær. Samtidig var
der en fortsat betydelig modvilje mod general
Gørtz i og uden for officerskorpset. Opgaverne
løste han på en måde, der betød, at han med
Gørtz’ støtte afløste denne som chef for hæren
i 1951 og dermed blev hovedansvarlig for hærens
omstilling til et virke inden for NATO ’s
rammer. 
 
DBL (E.H. Wolff). Jørgen Hæstrup: Hemmelig
Alliance, 1-2, 1959, Palle Roslyng-Jensen:
Værnenes politik - politikernes værn, 1980.

Biografi ved Palle Roslyng-Jensen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s