Biografi af Gudrun Johansen

Gå tilbage til personvisning
 
Johansen, Gudrun (12.3.1905-1983), afdelingsleder
i Holger Danske.
 
Gudrun Johansen var uddannet havebrugskandidat
i 1930 og læste derpå biologi på Københavns
Universitet. Hun var nationalt præget
af opvæksten i et officershjem og ønskede
at yde en indsat i frihedskampen. Hun meldte
sig ind i Dansk Samling og deltog i partiets
illegale bladarbejde. I sommeren 1944 fik hun
kontakt med Hans Edvard Teglers (“Anders”),
som inddrog hende i sabotageorganisationen
Holger Danskes arbejde, først i organisationens
forplejningskorps og siden med kurér- og
efterretningsopgaver. Fra efteråret 1944 blev
hun leder af sin egen gruppe: Gruppe Lange
- opkaldt efter hendes dæknavn “Frk. Lange,”
som foretog våbenaktioner (afvæbninger), sabotager
og likvideringer. Selv oplyser Johansen,
at hun deltog aktivt i fem sabotager, seks
likvideringer og talrige andre aktioner. Det var
usædvanligt, at en kvinde deltog helt fremme
i modstandsarbejdets forreste linje og oven i
købet på en lederpost. Og da hun i vinteren
1945 stod foran en udnævnelse til afdelingsleder
under Teglers (1. kompagni), opstod der
principielle uoverensstemmelser om kvinders
ret til at påtage sig lederskab i Holger Danske.
Stærke kræfter søgte at forhindre hendes
udnævnelse, men hendes grupper sluttede op
bag hende og hun blev leder for en afdeling
på ca. 40 mand fordelt på fem grupper. På
befrielsesdagen var hun involveret i et alvorligt
trafikuheld, som lænkede hende til sengen i en
måned og efterfølgende krævede flere operationer.
 
Efter krigen færdiggjorde hun sin uddannelse
som magister i plantepatologi. Hun blev
gift i 1949 og i 1957 rejste familien til Brasilien,
hvor hun forblev til sin død i 1983.
 
Dansk Kvindebiografisk Leksikon (Anette
Warring). J. Jacobsen (red.): Gruppe Lange,
1945. Olfert Dickmeiss: En redegørelse for
modstandsgruppen “Holger Danske,”, speciale
Københavns Universitet 1968, s. 40-50. Nina
Bisgaard: Kvinder i modstandskampen, 1986.
Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig, 1993,
s. 302-316. Peter Øvig Knudsen: Efter drabet,
2001, s. 227-238.

Biografi ved Peter Birkelund fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s