Biografi af Aage Zinklar Gjødrik-Andersen

Gå tilbage til personvisning

 

Civilingeniør, f. 1.4.1908 i Hårby, d. 23 3.

1945 i Neuengamme.

F.: Lærer og organist Alfred Gjødrik-Andersen,

f. 13.11.1876, d. 9.12.1940, og hustru

Karen Elna f. Zinglersen, 20.5.1882, d.

7.6.1959.

 

Tilknyttet faldskærmsorganisationen som telegrafist.

Uddannet som radiotelegrafist. 1926 til

1936 ansat under Dansk Radio A/S og derefter

en kort tid skibsradioinspektør. Studerede

fra 1936 polyteknik. 1939 cand. polyt.

Ansat ved Højskolen som assistent i teknisk

hygiejne. Forskellige ansættelser. 1. nov.

1943 hos dr. techn., Christian Ostenfeld.

Tilknyttedes i sommeren 1943 modstandsbevægelsen

som radiotelegrafist. I efteråret

1943 besluttede modstandsledelsen at sende

en telegrafist til Jylland, hvorfra man ikke

tidligere havde haft direkte forbindelse med

England. Gjødrik-Andersen fik besked om

at tage til Jylland. Af forskellige årsager

svigtede modtagelsen af Gjødrik-Andersen i

Jylland, og han måtte sammen med en faldskærmsmand

indlogere sig på et hotel. Faldskærmsmanden

aflagde et besøg på Hvidsten

Kro for at hente en meddelelse. Marius

Fiil (se denne) var imidlertid netop blevet

arresteret, og Gestapo opholdt sig på

kroen. De pågreb straks faldskærmsmanden

og gennem en regning i hans lomme fra Højskolehotellet

i Randers førtes tyskerne på

sporet af Gjødrik-Andersen, der omgående

blev arresteret. Da faldskærmsmanden og

Gjødrik-Andersen under bevogtning skulle

føres bort fra Højskolehotellet, så faldskærmsmanden

på hotellets gang sit snit til

at undslippe ad en bagudgang. Efter forhør

førtes Gjødrik-Andersen til Frøslev, hvorfra

han i oktober 1944 deporteredes til Neuengamme.

Her døde han, angrebet af tuberkulose,

få uger før kapitulationen.

 

KILDER:

Arkivstof:

Frihedsmuseets arkiv, nr. 7/65

UFF., 266.

Litteratur:

Helvede har mange navne, s. 210

Hemmelig Alliance, I, s. 107-8, 284

Tage Fischer Holst: Gør, hvad du ikke tør, s.

76-78

Dansk Civilingeniør Stat, 1956, s. 612.

Tidsskrifter:

Ingeniøren, 1945 A 217 (foto).

Monumenter:

Mindeplade på Hårby Kirkegård

Mindeplade, Fåborg kommunale skole

Mindeplade i Dansk Ingeniørforening

Mindeplade i Ryvangen.

 

Biografi fra: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 127-128.


Udviklet af ditmer a/s