Biografi af Helge Bernhard Mogensen

Gå tilbage til personvisning
cand. jur., sagførerfuldmægtig, f. 13.7.1916
i Hillerød, d. 2.5.1945 i Københavns Frihavn.
F.: Smedemester, fabrikant Immanuel Mogensen,
f. 10.9.1887 i Hillerød og hustru Inger
Elfrida f. Carlsen, 1888 i København, d.
1955 i Hillerød.
Gift 24.2.1945 med revisorassistent Edith
Schou Madsen, f. 20.9.1916. (B.: D. 20.8.
1945).
 
Tilknyttet Studenternes Efterretningstjeneste.
Dæknavn „Fætter“.
Student fra Frederiksborg Statsskole 1935.
Påbegyndte et studium ved det rets- og statsvidenskabelige
fakultet i København.
Cand. jur. 1944. Sagførerfuldmægtig.
Var allerede i sin gymnasietid socialt og
politisk interesseret. Tilknyttedes Studenternes
Efterretningstjeneste i sommeren 1943.
Hans arbejde i organisationen startede med
trykning af det illegale blad „Studenternes
Efterretningstjeneste“. Herefter gik han
over til organisering af de illegale ruter, der
oprettedes af „Studenternes Efterretningstjeneste“
til Sverige. Hans illegale arbejde
var præget af initiativ, grundighed og nøje
planlæggelse. Dette gjorde ham tidligt til et
ledende medlem af transportorganisationen.
Han var tillige knyttet til officiant Christian
Fries’ (se denne) efterretningsgruppe og reorganiserede
efter dennes arrestation efterretningsarbejdet
i nært samarbejde med Lucjan
Maslocka (se denne). Hans arbejde ved
transportruterne var igennem de sidste måneder,
han levede, helliget arbejdet med at føre
sanitetsmateriel illegalt fra Sverige til Danmark
og fordele dette over landet til de illegalt
oprettede forbindsstuer, som skulle være
i beredskab ved den ventede kamp imod besættelsesmagten
omkring det tyske sammenbrud.
Umiddelbart efter at have deltaget i
modtagelsen af en illegal båd fra Sverige
blev han anholdt med våben på sig. Han blev
straks ført til påvisning i Københavns Frihavn,
og forsøgte her at flygte fra Gestapo,
men blev skudt ned, dræbt på stedet ved havneskur
nr. 1.
 
KILDER:
Arkivstof:
ER., 424
D.f.U., 30.211/45
CK., 7.208
UFF., 679.
Litteratur:
Frit Danmarks Hvidbog, II, s. 483.
Tidsskrifter:
Ugeskrift for Retsvæsen, afd. B, 1946, s. 48.
Frederiksborg Statsskole, „Collegium“, 1945,
nr. 9.
Frederiksborg Statsskole, 1945-46.
Avisstof:
Lollands-Posten, 28.11.1945 (heri beretning af
gruppekammerat). Foto.
Frederiksborg Amts Avis, 6.5., 16.5.1945
Viborg Stifts Folkeblad, 11.5.1945.
Monumenter:
Mindeplade, Frederiksborg Statsskole.
Andet:
Begravet, Hillerød gamle Kirkegård, litra C,
nr. 25.
Se biografi over Peter Wessel Fyhn og Kjeld
Frederiksen.
 
Biografi fra: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 294.

Udviklet af ditmer a/s