Biografi af Ole Georg Lauge Olsen

Gå tilbage til personvisning
Elektriker, f. 22.2.1921 i Frøslev, Sjælland,
d. 17.1.1945 i Versen bei Meppen.
F.: Landbrugskandidat Lauge Olsen, f. 11.6.
1889 i Staby, Ulfborg, og hustru Agnes Maria
f. Pedersen, 8.2.1894, d. 5.3.1955.
 
Gruppefører i modtage- og sabotagegruppe
i Ålborg. Realeksamen fra Kandidat Jacobsens
Skole i Ålborg. Kom i elektrikerlære
og bestemte sig til at blive elektroingeniør.
Hans nationale bevidsthed var udpræget, og
straks efter besættelsen meldte han sig til
Det frie Nord og blev medlem af dettes
terrænsportsafdeling. Herfra rekrutteredes han
ind i den ålborgensiske modstandsbevægelse,
hvor han blev gruppefører i en sabotage- og
modtagegruppe. Natten til 8.5.1944 var Ole
Olsen og hans gruppe tilligemed medlemmer
af en gruppe i Nibe parat til en modtagelse
på Sønderholm Hede. Modtagelsen forløb
glat, men bortkørslen skulle finde sted i en
bil, der viste sig at være udlånt af en stikker.
Tyskerne var derfor underrettede, og store
styrker sat ind på at fange modtagegruppen.
I alt seks mand, deriblandt Ole Olsen blev
arresteret. Ti andre medlemmer af nedkastningsgrupperne
måtte flygte til Sverige.
Efter forhør i Ålborg blev Ole Olsen sendt
til Vestre Fængsel og derfra til Frøslevlejren,
hvorfra han deporteredes til Neuengamme.
Herfra sendtes han på udkommando
til Versen bei Meppen, hvor han døde,
legemligt nedbrudt og angrebet af tuberkulose.
Rettelse: Døde ikke i Versen, men kom tilbage
til Neuengamme med den store sygetransport
i december 1944. (Pigtråd-Gestapofangen,
nr. 5, oktober 1988, s. 129).
 
KILDER:
Arkivstof:
ER., 16.323
UFF., 813.
Litteratur:
Helvede har mange navne, s. 374
46 Navne, s. 9-10 (foto)
Vor Vej til 5. Maj, s. 300
Hemmelig Alliance, I, s. 286
Danmarks Frihedskamp, I, s. 259.
Tidsskrifter:
Danskeren, 23.2.1945, nr. 11.
Avisstof:
Aalborg Amtstidende, 31.3.1945
Aalborg Stiftstidende, 5.5.1945.
Monumenter:
Mindeplade, Teknisk Skole, Ålborg
Mindeplade, Ålborg Almen Kirkegård
Mindeplade i Ryvangen.
Ole Lauge Olsens navn er knyttet til et legat,
der uddeles fra Teknisk Skole i Ålborg.
Andet:
Se biografi over Aage Andersen, Kaj Dorph
Uhrenholt Christensen, Egon Glerup, Viggo A.
Jacobsen, Hans Børge Nielsen.
 
Biografi fra: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, 342-43.

Udviklet af ditmer a/s