Biografi af Carl Marius Madsen
Gå tilbage til personvisning
Madsen, Carl (29.5.1903-8.6.1978), landsretssagfører,
statsadvokat, samfundsdebattør.
Madsen tog juridisk embedseksamen i 1928,
og efter et par år i advokatbranchen blev han
i 1930 ansat i Finansministeriet. I 1935 blev
han tillige beskikket som landsretssagfører. Fra
1928 og indtil han i 1975 blev ekskluderet, var
Madsen et aktivt, og meget skrivende, medlem
af Danmarks Kommunistiske Parti. Som
ledende kommunist blev han anholdt 23. juni
1941, ført til Vestre Fængsel og siden interneret
i Horserød i henhold til kommunistloven af
22. august 1941. Den 29. august 1943 lykkedes
det ham imidlertid at flygte fra Horserød,
inden tyskerne overtog kontrollen med lejren.
Madsen gik under jorden og engagerede sig i
det illegale arbejde i København. Her blev han
en nøglefigur i både tilrettelæggelsen og gennemførelsen
af retsopgøret efter besættelsen.
Madsen fik sæde i Frihedsrådets juridiske
udvalg, der blev nedsat i sommeren 1944,
og var med til at skrive selve udkastet til det
straffelovstillæg, som skulle lægges til grund
for retsopgøret, og som blev gennemført som
retsopgørets hovedlov den 1. juni 1945. Madsen
var tilhænger af et strengt retsopgør og gik
ind for omfattende udrensninger. Hans særlige
interessefelt var det danske erhvervslivs økonomiske
samarbejde med Tyskland under krigen.
Han var den i udvalget, der skarpest formulerede
et krav om at straffe de store værnemagere,
men Madsen advokerede i det hele taget for,
at der burde ske konfiskation til statskassen af
alle væmemagerfortjenester. Som følge heraf
blev han udpeget til medlem af det særlige
konfiskationslovsudvalg. Dette nedsattes af
Frihedsrådet i efteråret 1944 og skrev udkast
til den lovgivning, som skulle ramme de værnemagere,
der ikke - ved at have udvist “særligt
anstødeligt initiativ” - allerede var omfattet
af selve straffelovstillægget. Desuden skaffede
han sig en plads i det udvalg, der skulle tilvejebringe
retsgrundlaget for en udrensning blandt
de danske tjenestemænd. Her ivrede han for,
at de embedsmænd, der havde administreret
kommunistloven fra 1941, herunder fængselspersonalet
i Horserød, blev stillet til ansvar.
Ydermere sad Madsen i Frihedsrådets arrestationsudvalg
og havde derigennem indflydelse
på udvælgelsen af de ca. 21.800 personer, der
blev anholdt af modstandsbevægelsen i maj
1945.
Efter befrielsen anmodede Madsen om at
blive udpeget som anklager i retsopgørets sager.
Som en refleks af kommunisternes stærke
stilling på daværende tidspunkt accepterede
befrielsesregeringen, at Madsen blev konstitueret
som ekstraordinær statsadvokat i København.
Carl Madsen gik til opgaven med stor
energi og anlagde en anden kurs end de øvrige
statsadvokater, eftersom han koncentrerede sig
om det økonomiske landsforræderi under besættelsen,
og eftersom han allerede fra starten
lagde kræfterne i de store sager. Men strategien
mislykkedes. Madsen måtte med stigende
frustration konstatere, at han ikke ad rettens
vej kunne ramme “storkapitalen”. Sagerne
måtte som oftest henlægges på bevisets stilling,
og efterhånden tabte arbejdet mening for
Madsen. Han drak for meget, og 2. november
1946 kørte han galt i spirituspåvirket tilstand
og mistede konstitutionen som statsadvokat.
I 1948 slog Carl Madsen sig derfor i stedet
ned som selvstændig advokat. Med årene
blev han landskendt som beskikket forsvarer i
straffesager, hvortil kom at han procederede i
en række kontroversielle sager. Bl.a. var han
Christianias advokat i sagerne i 1976 mod Forsvarsministeriet
og Københavns Kommune.
Kombinationen af politisk overbevisning og
egne erfaringer med retsvæsenet gjorde Madsen
særdeles samfundskritisk, og i 1960’erne
og 1970’eme blev han nærmest et ikon på den
politiske venstrefløj. Han skrev et antal bøger,
der kom i store oplag, bl.a. Vi skrev Loven fra
1968 der rummer en sønderlemmende kritik
af politi og retsvæsen under besættelsen og
under retsopgøret. Desuden gik Madsen ind
i en debat om adgangen til besættelsestidens
arkivalier. Medarbejderne ved Udgiverselskabet
for Danmarks Nyeste Historie, som siden
1960-1961 havde haft privilegeret adgang til
dette materiale, og hvis arbejde resulterede i
en række historiedisputatser, skosede Madsen
raskvæk som “et laug af historiefrisører, der
for legater og løn fører folket bag lyset på magtens
bud”. Madsen fastholdt selv, at han stod
på den dialektiske materialismes grund. Nok
skildrede han hverken politikere, politimænd,
dommere eller historikere i ligefrem noget “rosenrødt
lys”; men han gik efter de pågældende
som klassefjender, ikke som privatpersoner.
Med henvisning til Karl Marx’ formulering i
forordet til Kapitalen anså han de pågældende
for “personifikationer af økonomiske kategorier,
bærere af bestemte klasserelationer og
klasseinteresser”.
Også efter at være ekskluderet af DKP i
1975 på grund af sin kritiske holdning til partiledelsen
fastholdt Madsen troen den kommunistiske
ide og på, at Sovjetunionen ville
kunne føre denne ide ud i livet. Lige til sin
død i 1978 vedligeholdt Madsen sit image som
vred venstreorienteret, veltalende, velskrivende
og stedse stærkt provokerende samfundsdebattør.
Privatarkiv, KB.
DBL (Ole Krarup). Carl Madsen: Fortids møre
Mur, 1973. Hemming Hartmann-Petersen:
Carl Madsen. En glad kommunist, 1993. Ditlev
Tamm: Retsopgøret efter besættelsen, 1984.
Biografi ved Henrik Stevnsborg fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
