Biografi af Ole Lippmann
Gå tilbage til personvisning
Lippmann, Ole (25.4.1916-3.9.2002), major
i den britiske hær, chef for SOE i Danmark.
Lippmann var før krigen blevet oplært i familiefirmaet
Simonsen & Weel, der fremstillede
og forhandlede hospitalsudstyr. Denne
uddannelse supplerede han med studierejser
til bl.a. England, USA, Japan, Kina og Sovjetunionen.
Politisk var hans ståsted nærmest
kulturradikalt; men rejserne bibragte ham en
fascination af den angelsaksiske verdens liberale
livsstil og vakte samtidig en dyb afsky
for totalitære regimer, hvad enten de var af
japansk, sovjetisk eller tysk oprindelse. Disse
holdninger bragte ham tidligt i forbindelse med
aktive modstandskredse i København.
Vejen til aktiv modstand gik gennem Mogens
Staffeldt, der var tilknyttet Dansk Samling.
I dette miljø traf han allerede i 1940 den
næsten jævnaldrende Svend Truelsen, hvis
nærmeste medarbejder han blev, da denne
efter Augustoprøret 1943 overtog ledelsen af
den illegale efterretningstjeneste. Da Erling
Foss i februar 1944 måtte flygte til Sverige,
overtog Lippmann ansvaret for udarbejdelse
af de ugentlige politiske efterretningsrapporter
til London. Denne opgave bestred han, indtil
han på foranledning af Flemming Juncker og
Svend Truelsen den 14. juli 1944 blev kaldt
til England for at gennemgå en uddannelse til
faldskærmschef med henblik på i givet fald at
kunne afløse Flemming Muus. I løbet af efteråret
1944 gennemgik han SOE’s træningsprogram
og var i realiteten klar til udsendelse, da
Muus i begyndelsen af december 1944 måtte
trækkes ud.
Alligevel blev Lippmann først overført til
Danmark i begyndelsen af februar 1945 - en
tøven, der især må tilskrives hans kølige forhold
til Hollingworth og dennes urealistiske
håb om at kunne sende Muus tilbage efter
en rekreationsperiode. Det var en vanskelig
opgave, der ventede Lippmann. I den lange
periode uden fast lokal ledelse var de latente
indre modsætninger i modstandsbevægelsen
brudt ud i lys lue. Striden mellem Toldstrup
og Bennike udviklede sig faretruende, og rivaliseringen
mellem den militære og civile modstandsbevægelse
skærpedes under indtryk af
det forestående tyske sammenbrud. Det blev
Lippmanns opgave at dæmpe disse konflikter
og i overensstemmelse med SHAEF’s operationsordre
nr. 2 at forberede overgangen fra
krig til fred. Dette var delvis sket fyldest, da
frihedsbudskabet lød. I de interne stridigheder
stillede Lippmann sig klart på den civile
modstandsbevægelses side, hvilket ikke blot
bragte ham i skarpt modsætningsforhold til
Den lille Generalstabs stærke mand, kaptajn
S.P. Schjødt-Eriksen, men undertiden også
til SOE-ledelsen, der i krigens sidste måneder
nærmede sig officererne og samarbejdspolitikerne
for dermed bedst muligt at varetage
britiske efterkrigsinteresser.
Efter befrielsen vendte Lippmann tilbage
til ledelsen af Simonsen & Weel. Under Ungarnsopstanden
i 1956 satte han sig sammen
med en anden modstandsveteran, professor
Erik Husfeldt, i spidsen for en dansk feltambulance
til Budapest.
Papirer, RA.
Knud J.V. Jespersen: Med hjælp fra England,
2, 2000 , s. 318-90.
Biografi ved Knud J. V. Jespersen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
