Biografi af Carl Viggo Hjalf
Gå tilbage til personvisning
Hjalf, Viggo (13.7.1900-28.3.1985), kaptajn
i hæren, chef for Den lille Generalstab.
Hjalf var fra 1939 chef for generalstabens
kommandoafdeling, og dermed en af general
Gørtz’ nære medarbejdere i dennes stillinger
som generalstabschef og hærchef. Hjalf var
fuldstændig loyal overfor Gørtz. Da Gørtz efter
den 29. august 1943 under interneringen
dannede en illegal stab, Den lille Generalstab,
udpegede han Hjalf til dens leder. Gørtz ønskede
ikke at benytte sig af ældre, mere forsigtige
og i forhold til tyskerne eksponerede officerer
i dette arbejde. I stabsarbejdet varetog Hjalf
især organiseringen af hærens officerer, mens
Svend Schjødt-Eriksen blev den drivende kraft
i arbejdet udadtil. Kontakten til modstandsbevægelsens
ledere, partilederne og SOE-chefen
Flemming B. Muus var de fælles om. Der kan
ikke konstateres noget skisma mellem de to, og
ved konflikter med andre instanser optrådte
de altid samlet udadtil. Hjalf blev i juli 1944
medlem af Frihedsrådets K-udvalg, der havde
ansvaret for opbygningen og udrustningen af
den illegale modstandshær. Her varetog han
i udpræget grad hærens interesser og indflydelses-
muligheder, og han fastholdt kravet om
udnævnelse af Gørtz som leder af modstandshæren
trods modstand i Frihedsrådet og K-udvalget.
I besættelsens sidste måneder blev
Hjalf udsat for kraftig kritik dels pga. Schjødt-
Eriksens administration af våbenfordelingen,
dels pga. Den lille Generalstabs indflydelse på
og støtte til Vagn Bennikes jyske hovedkvarter
og den manglende villighed til at integrere de
storkøbenhavnske O-grupper med de øvrige
militærgrupper under Københavnsledelsen.
Hjalf bevarede Gørtz’ tillid i hele perioden og
i de første uger efter den 5. maj var han leder
af den midlertidige stab, som varetog den indledende
organisering af hæren.
Hjalf udnævntes i 1957 til chef for hæren.
Ved fremkomsten af Jørgen Hæstrup: Hemmelig
Alliance, bind 2, i 1959 tog han i et avisindlæg
afstand fra bogens fremstilling af Den lille
Generalstabs rolle under besættelsen. Dette
medførte en voldsom avisdebat, hvor en lang
række modstandsledere tog afstand fra hans
synspunkter. Kritikken blev formuleret stærkest
i DKP’s dagblad, Land og Folk. Hjalf anlagde
derefter injuriesag mod chefredaktøren,
Børge Houmann. Han vandt sagen, men ved
udløbet af hans treårige embedsperiode i 1960
blev den ikke forlænget af regeringen. Under
retssagen udsendte han den apologetiske pjece
Hæren under besættelsens kår, der ikke formåede
at bremse kritikken af ham.
Erik Nørgaard: Generalens fald, 1-3, 1972-74.
Palle Roslyng-Jensen: Værnenes politik - politikernes
værn, 1980, s. 155 ff. Claus Bryld og
Anette Warring: Besættelsestiden som kollektiv
erindring, 1998, s. 190-199.
Biografi ved Palle Roslyng-Jensen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
