Kommunistiske Parti, medlem af Frihedsrådet.
senere fabriksejer i England. Han fattede i begyndelsen
og blev kommunist. Houmann meldte sig i
forfatterskab. I 1937 blev Houmann fuldtids
også forretningsfører for partiet.
På besættelsesdagen den 9. april 1940 gik
kommunistisk presse. I de følgende måneder
pjecer. Houmann undgik arrestation den 22.
ikke mindst takket være en fremragende security.
for modstandsbevægelsens udvikling.
den illegale partiledelses arbejde med ansvar
for økonomi og trykkerivirksomhed og forestod
i den egenskab i september fremstillingen af
Danske Toner og fra oktober udgivelsen af partiets
illegale blad Politiske Maanedsbreve, senere
Land og Folk , som han tillige redigerede og
skrev flittigt i. Han stod gennem 1943 også for
udgivelsen af Ugens Nyt og serien Dansk Daad,
hvortil han selv skrev to pjecer: Folkestrejken i
Odense 18 .-24 . august 1943 og Aage - en dansk
frihedskæmper, og endelig redigerede han fra
maj 1943 Nyt fra Sovjetunionen.
Med stiftelsen af Frit Danmark i jan. 1942
fik Houmann desuden en central rolle i kommunisternes
nationalfrontsarbejde. Han blev
fra første færd medlem af bladets redaktionskomité
og stod også for fremstillingen, finansieringen
og distribueringen af de første numre
og var frem til marts 1943 den reelle leder af
Frit Danmark, hvorefter Mogens Fog tog over.
Houmann opretholdt dog som hovedledelsesmedlem
tæt kontakt med Fog og sanktionerede
dennes initiativer. Han fortsatte desuden med
at skrive til bladet. Med sine artikler søgte han
til stadighed at radikalisere modstandskampen
og tilføje den en social, systemkritisk dimension,
for derigennem at åbne for en kommunistisk
magtovertagelse efter befrielsen. I foråret
1942 fik Houmann tillige ansvaret for at føre
DKP’s beslutning om at påbegynde sabotage
ud i livet, og han blev fra etableringen i det
tidlige efterår 1942 den politiske leder for den
kommunistiske sabotageorganisation i København,
KOPA, senere BOPA, om end normalt
kun i en koordinerende rolle. I marts 1943
knyttede Houmann i denne egenskab også
kontakt til SOE.
En helt central stilling i modstandsbevægelsen
fik Houmann, da han i sept. 1943 ved
dannelsen af Danmarks Frihedsråd indtrådte
som repræsentant for DKP og BOPA. I Frihedsrådet
blev han med sine forbindelser og effektivitet
og saglighed som modstandsmand et
af de toneangivende medlemmer og kom til at
sætte sit præg på alle større afgørelser. Han blev
desuden medlem af Kontaktudvalget fra dettes
oprettelse i august 1944 og frem til januar
1945. Hele vejen igennem bakkede han loyalt
op om de trufne beslutninger, men søgte samtidig
ved givne lejligheder - som under udarbejdelsen
af programpjecen Naar Danmark atter er
frit i oktober 1943 og under udformningen af
udspillet til regeringsforhandlingerne med politikerne,
det såkaldte exposé, i december 1944
- at radikalisere Frihedsrådets linje. Han blev
i januar 1945 syg af overanstrengelse og kom,
da han i april vendte tilbage og Rådet samtidig
udvidedes, til at spille en mindre central rolle
end tidligere. Under regeringsforhandlingerne i
april gik Houmann ind for en befrielsesregering
domineret af modstandsbevægelsen, og han
var på rådsmødet den 1. maj 1945 den sidste
af kommunisterne, som accepterede at opgive
Arbejdsministeriet for trafikministerposten.
I årene efter krigen vendte Houmann ofte
tilbage til besættelsestiden. I første række med
politisk sigte, hvor han ikke mindst i årene
1945-55 som chefredaktør for Land og Folk
søgte at bruge modstandserindringen som våben
i DKP’s aktuelle kamp, først og fremmest i
forbindelse med de store mærkedage og i 1950
også under værnemagersagen mod entreprenørfirmaet
Wright, Thomsen & Kier. Men
også som egentlig historieskriver, hvor han i
artikler og anmeldelser, interview og taler, med
udgivelsen af fire bind af Det illegale Land og
Folk og andre publikationer fra Danmarks kommunistiske
Parti i 1979-81 og i erindringerne
Kommunist under besættelsen fra 1990 forfægtede
sit syn på besættelsestiden. Som Houmann
så det, tørnede to opfattelser sammen
under besættelsen: tilpasning og modstand, og
han var i alle årene kompromisløs i sin kritik
af det officielle Danmarks politik. Men ellers
var opmærksomheden især rettet mod kommunisternes
pionerindsats i modstanden, hvor
Houmann trak en lige linje fra kampen efter 9.
april 1940 til kampen i illegalitet, men tav om
DKP’s afstandtagen fra krigen og den dermed
forbundne fordømmelse af vestmagterne før
angrebet på Sovjetunionen, der reelt betød en
støtte til Tysklands krig. Et værk om besættelsestidens
historie, som Houmann efter beslutning
i DKP’s ledelse påbegyndte i 1949, blev i
1955 opgivet pga. uenighed i ledelsen om hans
udkast for perioden april 1940 til august 1943
med dets stærke fremhævelse af DKP og hårde
angreb på Socialdemokratiet.
Privatarkiv (indeholder manuskript til Besættelsestidens
Historie), KB.
Morten Thing og Torben Bech Rasmussen
(red.): Børge Houmann og hans samtid, 1992.
Biografi ved Michael Kjeldsen fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
