Biografi af E. M. Nordentoft

Gå tilbage til personvisning
 
Nordentoft, E.M. (12.5.1896-12.1.1968),
oberstløjtnant, chef for Generalstabens Efterretningssektion.
 
Han blev sekondløjtnant i 1918 og oberstløjtnant
1942. Nordentoft var chef for Generalstabens
Efterretningssektion 1938-1943.
Den i mellemkrigsårene nedprioriterede efterretnings-
indhentning fik han reorganiseret,
og man kunne umiddelbart inden den 9. april
1940 levere oplysninger til regeringen om de
tyske troppebevægelser syd for den danske
grænse. Forholdene gjorde imidlertid, at disse
ikke kunne anvendes eller ikke blev anvendt af
regeringen. Uden at være specielt engelskorienteret
accepterede han, at hans medarbejdere,
“prinserne”, etablerede kontakt til den subversive
engelske tjeneste SOE. Han tog i 1940-43
initiativ til etablering af den såkaldte P-ordning,
en særlig ordning, der skulle eksistere parallelt
med den egentlige mobiliseringsordning.
Nogen større betydning fik denne ordning
dog ikke ud over at blive en samarbejdsakse
til SOE. Endvidere knyttede han forbindelse
til Marinestabens Efterretningssektion, ledet
af orlogskaptajn P.A. Mørch, noget der ikke
tidligere var blevet praktiseret.
 
Efter 29. august 1943 tog han til Sverige
og fortsatte sammen med P.A. Mørch efterretningsarbejdet
fra Stockholm. Formelt havde
han i denne periode status som militærrådgiver
for den danske gesandt i Sverige. Han havde
gode kontakter til chefen for hæren, Generalløjtnant
E. Gørtz, og søgte efter den 29. august
1943 at reducere Den lille Generalstabs indflydelse
på denne. Samtidig havde han fået gode
forbindelser inden for modstandsbevægelsen.
Han og hans kontor i Stockholm kom derved
til at virke som et omdrejningspunkt for en del
af samarbejdet mellem politikerne, værnene og
modstandsbevægelsen. Selv om han formelt
stadig var chef for Efterretningstjenesten, var
hans kontrol med det hjemlige net, der blev
opbygget, efter at han var taget til Sverige i
september 1943, meget begrænset. Dette
bragte ham ved besættelsens ophør i konflikt
med Schjødt-Eriksen fra Den lille Generalstab,
idet denne i princippet havde kontrol med det,
som han betegnede som den “indenlandske
efterretningstjeneste”. Striden blev afgjort til
Nordentofts fordel, og han var 1945-48 atter
chef for Generalstabens Efterretningssektion.
Han blev generalmajor i 1950 og afgik 1961.
 
DBL (Hans Christian Bjerg). Samme: Ligaen,
1-2, 1985. Jørgen Hæstrup: Kontakt med England,
1954. Samme: Hemmelig Alliance, 1-2,
1959. P. Roslyng-Jensen: Værnenes politik -
politikernes værn, 1980.

Biografi ved Hans Christian Bjerg fra Gads Leksikon Hvem var Hvem 1940-1945 (2005). Redaktion: Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen, Aage Trommer. Gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.

 


Udviklet af ditmer a/s