Biografi af Jens Erik Clausen
Gå tilbage til personvisning
Arbejdsmand, f. 27.6.1921 i Haraldsted, d.
5.5.1945 på hovedvej 1 ved Sorø.
F.: Maskinarbejder Lars Jørgensen Clausen,
f. 6.4.1897, d. 27.5.1960, og hustru
Alma Christine f. Hansen.
Tilsluttet modstandsbevægelsen i Roskilde
som leder for modtagegruppe.
Erik Clausen havde længe været aktivt
medlem af Danmarks Kommunistiske Parti.
Da partiet blev forbudt, fortsatte han arbejdet
under jorden i tilknytning til det modstandsarbejde,
der efterhånden voksede
frem. Modtagearbejdet på Roskildeegnen
startede i sommeren 1943. I november 1944
kom tyskerne på sporet af modtageorganisationen
og foretog flere anholdelser. Det
blev herefter nødvendigt at reorganisere arbejdet,
idet modtagechefen måtte flygte til
Sverige. Officiant Jens Kjærgaard blev modtageleder
for Roskilde amt, mens Erik Clausen
blev selvstændig leder af en modtagegruppe
under Jens Kjærgaard. Den 5.5.1945
var Erik Clausen sammen med tre andre
modstandsfolk på kurérmission, da de på
hovedvej 1, kort før Sorø, stødte på en automobilspærring
opsat af frihedskæmpere.
Kurérbilen standsede ikke på opfordring, og
bilen blev derfor antaget for at være ført
af Hipo-folk. Vagten åbnede ild imod bilen,
hvorved Erik Clausen og to af passagererne
dræbtes på stedet, mens den fjerde
døde efter indlæggelse på sygehus.
KILDER:
Arkivstof:
ER., 16.598
D.f.U., 30.664/45
UFF., 202.
Avisstof:
Roskilde Dagblad, 7.5., 30.5.1945
Roskilde Tidende, 7.5. (foto), 28.5., 11.5.1945
Ringsted Folketidende, 7.5.1945
Monumenter:
Monument på Rådhustorvet i Roskilde
Mindesten på Slagelsegade 1, Sorø
Mindeplade, Dr. Tværgade 3, København.
Andet:
Begravet, Østre Kirkegård, Roskilde, 6 II 45.
Se biografier over: Erik Andersen, Knud Andersen
og Børge Olesen. Om modtagearbejdet, se:
Hemmelig Alliance, II, s. 151-53.
Biografi fra: Faldne i Danmarks Frihedskamp 1940-45, 2. udgave, 2010, s. 96.